I aften indledes kampen om Europamesterskabet for kvindelige travamatørkuske i Finland. Mariann Thorup Nielsen fra Skive forsvarer de danske farver.
13 deltagere skal dyste om EM-titlen og vinderen findes efter fire kørte løb.
I aften køres der på banen Seinäjoki, og her skal Mariann Thorup Nielsen køre 3 Wild Steele og 12 Rainbow Bye Bye.
Det er ikke heste med den store form og resultater.
Wild Steele (Air Force), har således aldrig vundet løb i karrieren, der foreløbig har omfattet 26 starter, mens Rainbow Bye Bye (Supertoy) har vundet 8 sejre i 121 starter.
I år har den startet 8 gange med en andenplads som bedste resultat.
Fredag køres de to sidste løb i konkurrencen på banen i Jokimaa.
Her skal Mariann Thorup Nielsen køre 7 Vincere (Uno di Jesolo), der har 3 sejre i karrierens 39 starter – i år har den startet 14 gange med 2 anden- og 1 tredjeplads som bedste resultater.
Sidste køretur for den danske pige er 9 Joker Photo (Classic Photo), der har vundet 6 sejre i 50 starter.
I år har den startet 9 gange med en anden- og en tredjeplads som bedste resultater.