Den store opdrætter Peter Simoni havde onsdag vindere i såvel Norge som i Tyskland.
I Norge vandt Demilo Crown-sønnen Tarzan Simoni sin 11. sejr i karrieren.
Det skete på Bjerke Travet, hvor Per Oleg Midtfjeld bragte den norskejede vallak til sikker sejr i 1.14.1a/1609 m – præmie 24.000 NOK.
Tarzan Simoni har blot startet 42 gange i karriere og vandt altså nu sin 11. sejr. Det er i alt blevet til 333.811 NOK i karrieren.
Tarzan Simoni har Peter Simoni for længst solgt. Ja, det var den gamle amatørchampion Svend Åge Jensen, der førte Tarzan Simoni frem og siden solgte den til Norge.
Men den 4-Ã¥rige tyskregistrerede Alpha Simoni (Spotlite Lobell) ejer Peter Simoni fortsat.
Alpha Simoni debuterede nyligt med en andenplads på Karlshorst, og startede onsdag på Berlins hovedbane, Mariendorf, der var løbsværter for franske PMU.
Derfor var der en samlet præmiesum på 5.000 Euro – 37.500 kroner at køre om i bl.a. nulklassen.
Alpha Simoni med Benjamin Hagen lå fra start i ryg på førende Asslan Ass med Jos Verbeeck, og med storfavoritten Bellevue med Torsten Thietz efter sig.
Med 700 meter tilbage trak Benjamin Hagen ud til angreb, men Asslan Ass forsvarede sig indtil opløbet, hvor Alpha Simoni fik overtaget.
I løbets sidste fase forsøgte Bellevue angreb, men den rullede i travet og kunne ikke køres for fuldt.
Alpha Simoni vandt forholdsvis sikkert i 1.18.9a/1900 m – præmie 2.000 Euro
Som vinder gav Alpha Simoni 10 gange pengene!