Alt var stort ved det der kunne være blevet den sidste væddeløbsdag på Fyens Væddeløbsbane.
Stort – ja, kæmpe-stort besøg, store felter og store overraskelser i løbene. Store gevinster i totalisatoren, hvor omsætningen også var noget større end den plejer at være på en fredag eftermiddag.
Og samtidig var glæden stor hos de mange fynske trav- og galopinteresserede, der denne eftermiddag erfarede, at der alligevel bliver løb på Fyens Væddeløbsbane i 2016.
I V5-spillet var der kun tre spillere, der havde fundet frem til den rigtige kombination, der indeholdt outsidersejre til den lokale Ovidio Caf med John Køhler til 27 gange pengene.
Gevinsten blev på 118.904 kroner – to af kuponerne var spillet i Danmark til hhv. 588 kroner og 504 kroner. Den tredje i Sverige.
Den ene af de to kuponer var spillet på Fyens Væddeløbsbane.
Til gengæld strøg nordmændene hele puljen i V4-spillet. To spillere fik hver 174.516 kr.
Olaika Tandal blev Årets Hest på Fyn med tre sejre og tre andenpladser. Den startede på finaledagen, og blev en tæt nummer to for sin træner og medejer, Niels Erik Christiansen.
Baneomsætningen nåede over 250.000 kroner og totalt blev der omsat for 2.019.448 kroner.
Birger Jørgensen blev træner-champion og satte trumf på med to sejre.
Kasper K. Andersen blev jockeychampion, Pernille Rasmussen amatørchampion og Sabina Gammelgaard monte-champion.
Fyens Væddeløbsbane holder nu vinterpause.
-Jeg forventer, at vi har den første løbsdag i 2016 en gang i marts måned, og håber på at få 23 løbsdage, hvoraf de 5-6 dage er Sportslørdage, siger banens formand Jørn Borch.