Great Challenger-sønnen Sejr Gammelsbæk med Geir Mikkelsen lynstartede fra tillæg og vandt en imponerende sejr i det norske V75 på Forus foran Morten Juul-trænede Haras du Pin.
20 meter tillæg på sprint var intet handicap for Sejr Gammelsbæk med Geir Mikkelsen. Allerede efter et par hundrede meters kørsel var den fremme ved den førende Reventon med Åsbjørn Tengsareid, der fra spids havde fået en pangstart, og da Geir Mikkelsen bestemte sig for at tage spids, gjorde han det.
De første 500 meter med Reventon i spids blev afviklet efter 1.13.1 og kilometeren efter 1.12.1! Og da var sejr Gammelsbæk fra 20 meter tillæg i spids.
Det hårde tempo kostede, og der var ikke meget fart på ned gennem opløbet.
Men ingen kunne hente Sejr Gammelsbæk, der sejrede i 1.13.2/1620 m i et surt vejr, hvor regnen silede ned. Der var 70.000 NOK i førstepræmie
Stald Ritas Haras du Pin stred tappert på andenpladsen i 1.14.4/1600 m – præmie 35.000 NOK.
Nu tales der om at Sejr Gammelsbæk skal sendes i Frankrig for at prøves i Vintermeetinget.
Den har da også alderen – seks år – samt 1.4 mio. NOK – omkring 1.1 mio. DKK – kroner i startpræmiesum, og har dermed mange startmuligheder.
Udover Haras du Pin havde Morten Juul også de to norske heste The Trooper og Bale MB til start. De blev som Haras du Pin kørt af Eirik Høitomt.
Bedst klarede The Trooper sig på en andenplads i 1.16.4a/2040 m bag danske Urakas Gilbak (Beaumont Hanover) med Pål Buer, der vandt sin 7, sejr i 13 starter i år. Der var 18.000 NOK i førstepræmie, og dermed har Urakas Gilbak tjent 113.000 NOK i år.
The Trooper fik 9.000 NOK i præmie, mens staldkammeraten Bale MB besatte en femteplads i 1.14.9a/2040 m – præmie 8.000 NOK.
I alt kørte Morten Juul-trænede heste således 52.000 NOK ind denne lørdag eftermiddag på Forus.