Nuncio med Stefan Melander gik til start som storfavorit i finalen i Solvalla Grand Prix. Den vandt, men den måtte kæmpe for sejren, der var dens 10. i år.
Konkurrenterne havde ikke megen respekt for Nuncio med Stefan Melander i finalen i Solvalla Grand Prix, der indgik i lørdagens V75-spil som 5. afdeling.
Fra start blev 12:10-favoritten sat af ude i tredje spor, og det var først efter 700 meters kørsel, at det lykkedes for Stefan Melander at nå frem til spidsen.
Tempoet havde været højt.
Førende Exodus Hanover havde lagt ud med 1.08.3/500 m!
-Jeg tænkte, at det her går ikke – tredje spor i 700 meter – det er hårdt, sagde Stefan Melander efter løbet.
Fremme i spids fik Melander dæmpet tempoet lidt, så 1000 meter blev afviklet efter 1.11.4 og 1500 meter blev passeret efter 1.12.5.
Men nu kom der tempo på igen.
Næstfavoritten Daley Love med Erik Adielsson var fremme i dødens, og pressede Nuncio.
Det drejede sig udelukkende om disse to heste.
Indvendigt forsvarede Nuncio sig, men Daley Lovin gav ikke op.
De kunne dog ikke få rigtigt fat i Nuncio – også selv om denne løb lidt ud i banen i opløbet, hvad der kostede Melander en bøde på 5.000 SEK
Nuncio sejrede med trekvart længde i 1.12.2a/2140 m, mens Daley Lovin besatte andenpladsen i 1.12.3.
Det var 10. sejr i år til Nuncio i 14 starter, og med førstepræmien på 400.000 SEK er årsindtjeningen nu oppe på 3.6 mio. SEK.
Denne start var med stor sandsynlighed årets sidste for Nuncio – og nogen start i Prix d’Amerique 2016 er næppe aktuel.