“Jeg skal da indrømme, at det var en spand koldt vand i hovedet. Nu var vi så småt i gang med at omstille os til muligheden for at blive sommerbane, så derfor kom brevet fra HFF i torsdags som noget af en overraskelse.”
Ordene kommer fra Per Hansen, der er bestyrelsesformand på Billund Trav, og som nævnt havde han ikke set udmeldingen om lukning af de tre baner komme.
“Vi var jo indkaldt til formandsmøde inden udsendelsen til banerne, men jeg må da indrømme, at det undrer mig lidt, at HFF overtrumfer den indstilling, som sportens egen organisation (Dansk Hestevæddeløb, red.) kommer med. Det forstår jeg stadig ikke helt.”
Tingene er gået hurtigt de seneste dage, og endnu mangler Billund Travs bestyrelse af mødes omkring emnet. Det sker så i aften, men Per Hansen er ikke sikker på, at der kommer noget officielt ud efterfølgende.
“Jeg har det sådan, at såfremt man vælger at informere, så skal der være en grund til det. Og kan det ikke bidrage til processen, så har lidt uklare meldinger ofte tendens til at få den stik modsatte effekt. Så lige nu tror jeg på, at vi fra Billund Travs side vil følge de kommende forhandlinger fra sidelinjen og så håbe det bedste for både Billund Trav og for den landsdækkende sport,” slutter Per Hansen.