TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mønster på torsdagstur til Åby

af | 15. okt 2015 | Nyheder

repaymerci-4gc-150x150

For 12-14 år tilbage huserede en række danske trænere med stor succes torsdag efter torsdag på Åby-banen. Flemming Jensen var allerede da foregangsmanden på de danske Åby-togter, men også Knud Mønster var en flittig gæst i en tid, hvor de danske spillere måtte se lidt misundeligt til, når Alamo Bay eller Dikan Lundtoft sikrede sig endnu en sejr til favorable odds. Det var nemlig inden muligheden for at spille til alle svenske løb.

I aften tager Knud Mønster lidt af tråden op, når han bringer fire heste til start i det svenske V64-spil.

”Rent faktisk er formålet med turen en start i prøveløb med en svenskejet hest Swingfly (Symphonic Hanover), der skal hente sine præmiepenge inden 1. november, men det er en anden sag. Jeg har dog også et par heste med gryende form, så jeg håber på at få lidt penge med hjem også,” indleder Knud Mønster på færgen til Göteborg.

”Jeg har størst forhåbning til Get On Up (Zoogin), der står fint til og nu skal ud på 2640 meter, der vil være til hans fordel. The Next Big Thing (Kadabra) har også meget fin form, men tillæg er altid vanskeligt – og ikke mindst på Åby. Sammen med Sindy Shadow (Lindy Lane) er det nok primært præmiechancer.”

Knud Mønster medbringer også toårige Bella Damgård (Earthquake), der i det indledende løb bl.a. møder to andre dansktrænede heste i form af Be My Boom Bay (Great Challenger) og norskindregistrerede Babuszka Simoni (San Peligrini).

”Bella Damgård gjorde det fint i debuten, men det viste sig faktisk bagefter, at hendes værdier var dårlige. Hun vil være bedre i aften, men anden række i sporene på sprint er aldrig nemt. Som udgangspunkt skal hesten have lidt rutine, og så tror jeg på, at hun kan udvikle sig yderligere til næste år”.

”Det bliver altså næppe en torsdagstur som i gamle dage, men mindre kan også gøre det,” slutter Knud Mønster.