For nogle uger siden havde Mosaique Face hjerteflimmer – denne eftermiddag leverede den en af de stærkeste præstationer, der nogensinde er præsteret i en svensk Gulddivision. Mosaique Face med Lutfi Kolgjini vandt en sikker sejr i Gävle i fremragende 1.09.0! Verdens hidtil hurtigste tid af en travhest i år! Og samtidig en adgangsbillet til Elitloppet.

Mosaiqaue Face . verdens hurtigste traver 1.09.0
Lutfi Kolgjini havde troen på sin hest, selv om den stillede til start i HKH Prins Daniels Lopp i Gävle i eftermiddag med en meget tvivlsom resultatrække.
Ja, en sjetteplads den 11. januar var bedste resultat for Mosaique Face.
Men Kolgjini vidste hvad han havde med at gøre og fra sit indvendige startspor kunne han holde spids med Classic Photo-sønnen.
1.07.5/500 m og 1.10.4/1000 m.
Løbets favoritter, Maven og Creatine fandt plads i hhv. tredje ud og indvendigt.
Johnny Takter bag Maven indledte angreb ned ad sidste langside, og kom frem udvendigt for Mosaique Face, men i opløbet gled Mosaique Face fra den amerikanske hoppe og sejrede sikkert i 1.09.0 med tre længder til Maven i 1.09.4, der klarede at afvise en godt afsluttende Papagoyo E med Bjørn Goop i 1.09.5, mens Creatine med Robert Bergh sluttede på en fjerdeplads efter et inderbaneløb i 1.09.6.
Robert Bergh var på vej ud i opløbssvinget, men trak så ned i banen igen, og løbet må for Creatines vedkommende siges at have været optimalt.