Stald KTAS’s nyerhvervelse, Apapmand er fortsat ubesejret på Car Center Racetrack.
Onsdag eftermiddag vandt Apapmand (ENS Snapshot) med Anders F Jensen i sulkyen sin sæsondebut overlegent i V5-spillets 1. afdeling på Car Center Racetrack ved Nykøbing F.
Tiden 1.16.2a/1640 m er blot 2/10 sekund fra banerekorden, der indehaves af Chip Hope, sat i 1998!!
Apapmand har nu startet tre gange på Nykøbing-banen, og har vundet hver gang.
– En dejlig sejr! Det trængte vi til i Stald KTAS, for der har været lidt langt mellem snapsene her i vinter, siger forretningsføreren Bent Reikjær på ferie i Thailand.
Med førstepræmien på 6.000 kroner mangler Stald KTAS nu mindre end 12.000 kroner i at runde en samlet indtjening på 5 millioner kroner.
Apapmand gav 3,24 i vinderodds. Løbets favorit, A Porsche Design med Steen Juul galoperede som førende på sidste langside.
Den tyske træner Andrea Müller kunne vende tilbage til Tyskland med to sejre i transporten.
Det sørgede Rene Kjær og Bjarke Haagensen for med hhv. Ramazotti Diamant og Iljuschin.
Rene Kjær kom også på æresrunde med Tchai Bakkely.