Magnus Tinghøj choksejrede i Kriteriumsprøverne, men træneren var knapt så overrasket som spillerne og håber nu på en god indsats i Kriteriet.

“7’eren er altid god” som Travservice.dks redaktør Karsten Bønsdorf plejer at sige, og det stemte meget godt for Magnus Tinghøjs vedkommende i Kriteriumsprøverne, hvor han ind på opløbet blæste forbi konkurrenterne til sikker sejr for Jeppe Juel i tiden 1.13,4a/2000 meter.
Sejren kom i den grad bag på spillerne med et vinderodds på 36 gange penge, men Magnus Tinghøjs træner var ikke helt så overrasket.
-Det lå måske ikke lige for, at han skulle kunne vinde løbet, men som træner har man jo lidt andre forudsætninger for at vide, hvor god hesten er på dagen, og vi troede på en rimelig chance, siger Peter Rasmussen.
-Magnus Tinghøj havde nr. 7, hvilket ikke er nogen kæmpe fordel, men løbet blev godt for vores vedkommen og Jeppe fik truffet nogle gode valg, og i sidste sving kunne jeg godt se hvor det bar hen.
-Men Magnus Tinghøj ER også en god hest. Han har desværre været slettet i to finaler, Grand Circle 3-års Championat og Jydsk 3-årings Grand Prix. Ikke noget alvorligt – bare et par sårskader – men han har trods alt nu kvalificeret sig til start i de tre største løb for 3-åringerne.
Frem mod Kriteriet
Lidt usædvaneligt er der 16 dage mellem Kriteriumsprøverne og Kriteriet, så der er tid til at “skrue på” eventuelle ting, der skal rettes/forbedres, men det er ikke aktuelt for Magnus Tinghøj.
-Min tanke med årgangsløbene er, at de skal være på toppen i kvalifikationsløbene. Når vi (heldigvis) ikke længere har wildcard, er det til prøverne det hele skal spille, siger Peter Rasmussen.
-Min tanke med årgangsløbene, er du skal være på toppen i de indledende, når vi heldigvis ikke har wildcard længere, er det til prøverne det hele skal spille, siger Peter Rasmussen.
-Efter det skal man ikke pille ved ret meget, og bare håbe på, at der ikke kommer nogle småting, som stikker en kæp i hjulet. Man kan ikke ændre på så meget.
-Alt er vel med Magnus Tinghøj. Han skal gå intervalarbejde i dag tirsdag og et langsomt arbejdere senere på ugen.

Lillesøster kommer først som 3-års
Peter Rasmussen har pt. blot fem heste på træningslisten, heriblandt tre 2-åringer, som Skive-træneren giver flg. ord med på vejen:
-Neith (hoppe e. Quite Easy U S) er længst fremme på farten. Virker meget lovende og har meget fart i benene. Det er ikke helt udelukket, at hun får et par starter senere på året.
-Nadin (hoppe e. Wishing Stone) ligger lidt efter, men er en super fin hest efter Amulet og dermed lillesøster til Lyon. Hun er ved at “finde benene” og kommer først til start til foråret.
-Magnus Tinghøjs lillesøster, Nikoline Tinghøj (hoppe e. Donato Hanover) har haft en større skade på en hov og måtte tages ud af træning et par måneder. Hun er samtidig en stor hoppe med lidt temperament, så efter et par bump på vejen, er hun ikke aktuel før til næste år.
Lyon mod Grand Circle Consolation
Sidste hest på listen er 4-årige Lyon (Googoo Gaagaa), som Peter Rasmussens hustru Lone har opdrættet og fortsat ejer.
-Lyon har gjort det hæderligt. Jeg har en drøm om at kunne lette ham og køre ham uden sko, men det går bare ikke og det har kostet lidt galopper. Han har ikke helt udviklet sig i den retning, jeg havde håbet på, men han gik trods alt 1.14,4a/2000 meter på en tredjeplads i Derby Consolation, siger Peter Rasmussen.
-Han starter i morgen i Skive og jeg håber han får en billet til Grand Circle 4-års Championat Consolation. Jeg tror han bliver en super fin hest næste år for sin klasse.
Familien har stadig Lyons mor, Hoppe Derby-vinderen Amulet, som følhoppe og hun har i år fået en helbror til Lyon, Pardon, men er ikke bedækket igen.
-Amulet går næste år til Nuncio – vi skal også prøve at lave en Magnus Tinghøj! smiler Peter Rasmussen, som udover Amulet har to følhopper opstaldet for Carl Erik Graunkjær (opdrætter og ejer af Tinghøj-hestene).
Global USA (S J’s Caviar) har fået et hingstføl e. Donato Hanover og er i fol v/Go On Boy, mens Corinna Tinghøj (Dream Vacation) er i fol v/Maharajah. Hun har ikke fået føl i år.
