Henrik Lønborg-trænede Late Night og Flemming Jensen let vinder af Rudolf Jensens Mindeløb efter offensiv styring.

Det blev næsten som forventet i årets udgave af Rudolf Jensens Mindeløb på Fyens Væddeløbsbane, hvor Flemming Jensen var offensivt indstillet med favoritten Late Night (Great Challenger), der ud af første sving overtog føringen fra Lipstick Lies og afviklede de første 500 meter i 10-tempo.
Kilometeren blev passeret efter dæmpede 1.13,8 og samtidig kom Birger Jørgensen frem til dødens med Hoppe Derby-vinderen Leonora – og så fik vi den ventede duel mellem de to topheste.
Birger Jørgensen forsøgte ned gennem opløbet at udfordre Late Night, men Flemming Jensen sad helt stille og sejren blev mere sikker end det så ud til i tiden 1.13,0a/2140 meter.
-Ja, hun går et fint løb igen i dag. De (Team Lønborg, red.) har virkelig fået udviklet på hende, så hun er blevet mere stabil og nemmere at køre. Det blev let, siger Flemming Jensen til Travservice.dk i bilen på vej hjem mod Nordjylland.
Late Night – der ejes af Tony Hansen & Einar Nedrebø og er opdrættet af Michael Lønborg – fik beskedne 15.000 kroner for sejren og har nu tjent 248.000 kroner i år.
