TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Birger kørte jo helt perfekt”

by | 2. Oct 2026 | Nyheder

Mickey Larsen-trænede Karoline Gardenia snød favoritterne i DM for Hopper. På et tidspunkt venter en karriere i avlsboksen.

Der var fuld knald på fra start i DM for Hopper på Fyens Væddeløbsbane, hvor både Birger Jørgensen (Karoline Gardenia), Casper M. Nielsen (Lipa Wee) og Flemming Jensen (Juventas) var ude efter spidsen.

Ingen ville give sig, og først ind på bagerste langside lykkedes det for 17:10-favoritten Lipa Wee at komme til føring med Karoline Gardenia i ryg.

Dén stilling holdt hele vejen. Første kilometer gik efter 1.11,2 – hele tiden med Juventas som første hest i andet spor.

Midt i sidste sving gik Birger Jørgensen ud i andet spor med Karoline Gardenia, som ind på opløbet fløj frem til overlegen sejr i tiden 1.12,1a/2140 meter foran Lipa Wee og Hit Me i hhv. 12,5 og 12,6.

Der var 100.000 kroner til Karoline Gardenias ejere, Mickey Larsen & Stutteri Halbak (Bjarne Fyenbo), hvoraf sidstnævnte tidligere har haft succes med Merci-hestene med Derbyvinderen Repay Merci (1.09,9a-3,8 mill. kr) som den suverænt største stjerne.

For tre år siden gjorde han comeback som amatørtræner med netop Karoline Gardenia, som Mickey Larsen købte af opdrætteren Anton Andreasen, og i år har Great Challenger-hoppen gjort det forrygende med foreløbig tre sejre og 213.000 kroner i indkørte præmier.

Sejren i DM for Hopper var en spillemæssig overraskelse til knapt 9 gange pengene, men træneren var ikke så overrasket:

-Jeg havde regnet med at hun ville være blandt de tre første – hun har gået utroligt godt i træning, og Birger kørte jo helt perfekt, siger Mickey Larsen til Travservice.dk.

Som repræsentant for en hoppelinje, der har leveret mange fine heste igennem flere generationer, er Karoline Gardenia et oplagt emne som kommende følhoppe, og det er umiddelbart også planen for Mickey Larsen, som ellers har skåret en del ned på opdrættet i de senere år.

-Vi solgte gården for syv år siden og har i dag kun en enkelt følhoppe, Ogoni Boko (SE) (Robert Bi), som jeg købte på en internetauktion, siger Mickey Larsen.

-Ogoni Boko står i Frankrig og har i år fået et hoppeføl efter Joshua Tree og er drægtig med samme hingst. Føllet fra i år bliver svenskregistreret, men næste års føl bliver formentlig danskregistreret.