11 heste kommer til start i søndagens Jydsk 2-årings Grand Prix på Jydsk Væddeløbsbane – Ninjago med Flemming Jensen, der har vundet to ud af tre starter, har trukket spor 10.
Med en fri lodtrækning – altså ingen sporvalg etc. – så er kortene godt blandede i Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor der er en førstepræmie på 150.000 kroner.
Ninjago med Flemming Jensen har gjort det fint i sine tre starter – den har vundet to sejre og en andenplads – andenplads kom bag Nassir Dust, der onsdag starter i en Breeders Course-finale på Jägersro.

Notre Histoire, der er staldkammerat med Nassir Dust, og altså trænes af Paul Hagoort kommer op fra Holland og skal køres af Jim Veldman, der i august vandt 3 Årings Grand Prix med Magda.
Notre Histoire, der ejes af danske Gitte Poulsen og hendes mand, den franske stortræner Phillippe Allaire, debuterede den 17. september i et Breeders Course-løb på Victoria Park, hvor den galoperede i første sving, men kom hjem som nummer tre i et felt på fire i 1.19.3a/1609 m.
Den er godkendt i Frankrig i 1.18.9/2000 m.
Vi noterer også en spændende debutant i 5 New Watch med Patrick Larsen, der er en Readly Express-lillesøster til de to Derbyvindere Extreme og Icebreaker.
I Consolationløbet, hvor der er 25.000 kroner i førstepræmie, er der syv heste til start.
Se startlisten til løbsdagen – klik her
