Michael Hovgaard-opdrættede Indy Boy vandt onsdag på Åby sin femte sejr i år og rundede samtidig 1,3 mill. SEK i indtjening.

6-årige Indy Boy, der trænes af Christoffer Eriksson, har haft en forrygende sæson i Sverige i år, hvor det i 12 starter er blevet til fem sejre og 880.000 SEK i indkørte præmier.
Indy Boy har bl.a. vundet en finale i Klasse 1 og tog i foråret fire sejre på stribe for Örjan Kihlström, men i går var træneren selv i sulkyen og så vandt Indy Boy en ny sejr i tiden 1.12,3a/2140 meter med en førstepræmie på 80.000 SEK.
Dermed har ENS Snapshot-sønnen, der i øvrigt er storebror til Derby-fireren La Liga Boy, tjent 1,3 mill. SEK.
