Fredagens to vindere af Auktionsløbene i Aalborg har afstamninger, der forpligter og vil utvivlsomt være heste vi kommer til at se meget til i de kommende år.
Maharajah og Readly Express er to svenske avlshingste, der i den grad dominerer den nordiske traveravl i disse år.
Og begge spillede også en rolle i de to auktionsløb i Aalborg fredag eftermiddag.

Hos hingstene vandt Maharajah-sønnen Ninjago med Flemming Jensen en sikker sejr i 1.18.1a/2140 m, mens Readly Express-datteren Naomi Wynn, der trænes af Henrik Thomsen måtte kæmpe lidt mere for sejren hos hopperne, før hun kunne skære målstregen som vinder i 1.18.8a/2140 m.
Begge vindere må siges at have afstamningerne i orden.
Ninjago, der blev købt tilbage på Derbyauktionen for 220.000 kroner har Donato Hanover-datteren, I Want It ll, der selv havde en kort, men fin karriere og moderlinjen, der går tilbage til Kit Lobell omfatter bl.a. også den svenske topheste La Yuca 1.09.7 – 8.7 mio. SEK.
Ninjago ejes af Højgård Holding og Hjallerup hestepension – i ejerkredsen indgår bl.a. den tidligere formand for Dansk Travsports Centralforbud Lars Muusmann, der efter nogle år væk fra sporten atter er aktiv som hesteejer
Naomi Wynn er afstamningsmæssigt trukket på samme måde som den svenske unghestestjerne, Pele Boko 1.11.7 – 2.6 mio. SEK – de er begge efter Readly Express – og deres mødre er helsøskende!!

Falster-træneren Henrik Thomsen har ansvaret for Naomi Winn, og det var andet år i træk han havde en vinder af Auktionsløbet for hopper – i fjor var det Margrethe.
Naomi Wynn er opdrættet af Stutteri Wynn og solgtes på Derbyauktionen for 110.000 kr – den ejes af Team Falster.
