TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Syv på stribe til Tyttebær-Maja

af | 9. sep 2026 | Nyheder

Morten Melin-trænede Lingonris er fortsat ubesejret på Lunden og tog i aften sin syvende sejr på stribe på hovedstadsbanen, hvor hun er godt på vej mod titlen som Årets Sejrshest.

Morten Melin (t.v.), Lingoris og Birger Jørgensen efter en tidligere sejr. Foto: Martin Timm Holmstav

Svenskfødte Lingonris (Prodigious) stortrives på Lunden, hvor hun i dag vandt endnu en sejr.

Birger Jørgensen måtte tage lidt op Lingonris ind i første sving efter han slap spidsen til Laser’s Son (Søren Johansson), men fik hurtigt igen fart i sin hest og overtog derefter føringen.

Lingonris sejrede siden ganske let i tiden 1.14,2a/2000 meter.

Prodigious-hoppen har også startet på Halmstad, JVB og i Aalborg, men uden den store succes, så man må i den grad konstatere, at Lunden er hendes favoritbane.

-Hun har en lidt speciel stil, men Birger er bare en ener med sådan nogle og det er en kæmpe fordel at ha’ ham til at køre “Tyttebær-Maja” som vi kalder hende herhjemme, smiler Morten Melin og forklarer:

-“Lingon” er tyttebær og “Ris” er busk på svensk, så Lingonris er tyttebærbusk, men det er altså blevet til Tyttebær-Maja (fra Emil fra Lønneberg, red.) eller bare Maja!

Nært beslægtet med Earl Simon
Morten Melin fandt Lingonris i Sverige og faldt især for hendes spændende afstamning.

-Lingonris’ mor, Cyklamen (Ready Cash) er halvsøster til Earl Simon (1.09,5a-9 mill. SEK), der bl.a. vandt en indl. afdeling til Elitloppet. Og både Earl Simon og Lingonris er efter Prodigious, så hun har en virkelig stærk fransk stamme, siger Morten Melin.

-Jeg har haft flere heste med Ready Cash-blod og der er bare så stor forskel på dem kontra dem med amerikansk afstamning. Når man kører dem i sand fortsætter de bare og puster ikke, og jeg kan godt lide når der er noget styrke. Lingonris kunne nok også ha’ løbet en omgang til i samme tempo i dag, hvis det havde været nødvendigt.

-Jeg fandt hende på internettet, hvor jeg endte med at købe hende for 20.000 SEK. Hun havde tidligere været på auktion, men var blevet købt tilbage for 16.000 SEK. Hun var hos en dame, der havde været syg, og derfor havde hun stået stille et stykke tid.

-Hun er rimelig fra start, men skal være forholdsvis noget hurtigere og det skal vi arbejde mere på. Det er derfor vi ikke har været i Sverige med undtagelse af en enkelt start i fjor.

-Jeg vil ikke ha’ at hun skal hænge for meget i sporene, så vi det bliver fortrinsvis Lunden resten af året – måske med en enkelt afstikker, men vi kommer først til Sverige når hun rammer formen igen næste forår.

-Jeg tror der er meget udvikling i Lingonris, der på mange måder minder om Tour Eiffel med en god grundkapacitet og en vis fart i kroppen, så jeg håber hun kan udvikle sig yderligere henover vinteren.

Tour Eiffel kom ikke i fol
Apropos Morten Melins tidligere sejrshest Tour Eiffel (Qwerty), der sluttede karrieren i foråret efter en imponerende karriere, der bød på 33 sejre og 1,1 mill. kroner, så lykkedes det desværre ikke at få hende i fol i år.

-Vi prøvede tre gange med Calgary Games, men det gik desværre ikke, så nu prøver vi igen til foråret med Readly Express, siger Morten Melin, som fik yderligere en sejr med hjem fra Lunden i aften.

Lillie Vang (Wishing Stone) vandt således årets første sejr i tiden 1.15,3a/2000 meter – ligeledes med Birger Jørgensen i sulkyen.

-Lillis Vang har drillet rigtig meget. Hun viste styrke og fart, men det tog for lang tid at ramme det rigtige. Hun gik egentlig en super Derbyprøve og kom hjem på en 15-tid med galop, men er en lidt sensibel hoppe, siger Morten Melin, som pt. har i alt fem løbsheste på staldlisten, hvoraf de to er ustartede:

-3-årige Lews Falconetti (SE)(International Moni) har samme mor som Tour Eiffel og Derbyvinderen Kreadlys Lew. En super stor (174 cm) og spændende 3-åring. Han traver heldigvis godt og kommer i fremvisningsløb sidst i september, men kommer først til start næste år.

-Vi har også 4-årige Magicienne du Fer (FR), der har været i to prøveløb uden at blive godkendt. Hun har holdt lidt fri, men er i gang igen. Hun er jo fransk og derfor lidt sen.

Morten Melin har også følhoppen Nebula Of Music, der er mor til bl.a. Kaley D C (1.11,9a-1.364.000 kr) og yderligere tre heste med over 400.000 kr. Nebula Of Music er i fol v/Calgary Games.