Eftermiddagens største favorit i V-spillene er 3 Bordeaux Face med Rene Kjær, der kan tage sin tredje sejr i træk i et sprinterløb.
Mikael Poulsens Bordeaux Face med Rene Kjær har blot haft tre starter i denne sæson – første start så sent som den 6. juni, hvor det blev til en tredjeplads og derefter den 19. juni og den 3. juli, hvor det begge gange blev til sejr på sprinterdistancen – og på Fyens Væddeløbsbane.
-Det er lidt siden Bordeaux Face har startet – han fik problemer med maven, men efter man er gået over til nyt foder er han blevet klar igen og for fem dage siden gik han et virkelig godt træningsarbejde, fortæller Rene KJær.

I eftermiddagens 6. løb har Bordeaux Face topchance og er da også meget spillet i såvel V4, hvor han er afkrydset på 71% og i V5 på 61%.
I eftermiddag er løbets proposition bedre for Bordeaux Face end ved de to sejre, idet der her var loft ved hhv. 500.000 kroner og 450.000 kroner.
I eftermiddag er der loft ved 425.000 kroner.
Norge spiller med til de syv første løb, der omfatter såvel V4 som V5.
Der er i alt 9 løb på programmet, der starter klokken 15.45.
