To kendte danske hesteejere Stald Masiol og Panamera Racing har sammen købt den 5-årige hoppe, Fantastic Gio, der allerede i eftermiddag får sin første start for sine nye ejere.
Fantastic Gio er i træning hos Alessandro Gocciadoro og starter i V75-spillets 3. afdeling på Rättvik i eftermiddag – Ulf Ohlsson kører i stedet for Gocciadoro, hvis fly fra Pisa i morges blev aflyst og han herefter blev ombooket til et fly, der først gik klokken 18.00!

Fantastic Gio er efter Face Time Bourbon – Zed Wise AS og er dermed helsøster til 4-årige Golden Gio, der i eftermiddag starter mod de bedste franske 4-åringer på Enghien.
-Vi har i første omgang købt hende som løbshest, men det er klart at hun med den unikke afstamning hun har også vil være spændende som følhoppe, siger Preben Munch, Stald Masiol.
Og afstamningen er virkelig stærk på hende – ikke blot med Face Time Bourbon som far, men moderen er helsøster til toptraveren Vivid Wise As,
Fantastic Gio har i år startet tre gange og bedst opnået en andenplads og tjent 80.000 SEK.
Hun har i alt startet 36 gange, vundet 7 sejre, sat rekord 1.11.1 og har tjent 164.892 Euro
