TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Op og ned for Rene Kjær

af | 24. jul 2026 | Nyheder

Rene Kjær vandt to løb denne fredag på Jydsk Væddeløbsbane, men midt i glæden kom der også en udelukkelse, der betyder at den farverige kusk ikke kan køre i Derbyprøverne.

Rene Kjær er en dygtig kusk – en farverig kusk – og en kusk, der sælger travsporten på bedste vis – som regel.

Rene Kjær kvitterer for publikums hyldest efter sejren med KIngs Money i 3. løb. Foto Ole HIndby

Men han har et problem, som desværre gentager sig – og det er hans drivning i et opløb.

Som nævnt er Rene Kjær en kusk, der viser sin begejstring efter en sejr, men efter han havde kørt over stregen i sidste løb på Jydsk Væddeløbsbane med Frank Kjeldes Mistergoodnews, så var han mere kortfattet i sejrsinterviewet.

Og det skyldtes helt klart en udelukkelse på seks dage – fra den 7. august – 12. august – begge dage incl. – samt en bøde på 2.400 kroner.

En udelukkelse på seks dage som ikke mindst rammer onsdag den 12. august – dagen for Derbyprøverne på Charlottenlund Travbane.

Dommen faldt for Rene Kjærs drivning bag Koogoo Gaagaa, der efter en galop i første sving kom fint tilbage i løbet og sluttede stærkt af ude i banen – dog uden at være inde i løbets afgørelse – hertil var Christian Lindhardt-trænede Reginald Dwight med Birger Jørgensen for overlegen.

Men dommerkomiteens hammer faldt – og når straffen er som den er, er det fordi det er en tredjegangs forseelse.

-Rene Kjær drev på en hest, der lå nummer otte ved indgangen til opløbet ikke færre end otte gange ned gennem opløbet – og det er for meget, og da det var en tredje gangs forseelse blev dommen, som den blev-, siger landsdommer Kim Kabling, der i dag var assisterende dommer på Jydsk Væddeløbsbane.

Udover sejren med Mistergoodnews vandt Rene Kjær også en anden meget sikker sejr – det var med Niels Hundebølls Kings Money.

Kings Money med Rene Kjær kom godt igennem fra anden række og vandt sikkert. Foto Ole HIndby