TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

USA: VM-vinderen tog årets første store sejr

af | 20. jul 2026 | Nyheder

Den amerikanske hurtigklasse var søndag til start på Plainridge Park i Massachusetts, hvor banens storløb, Spirit of Massachusetts doteret med 300.000 dollars var på programmet.

Verdens største træner, Ron Burke var godt repræsenteret i løbet med såvel svenskfødte Antognoni (Father Patrick) med Yannick Gingras og sidste års VM-vinder, Lexus Kody (Archangel) med Tim Tetrick.

Gingras kører normalt Lexus Kody, men da han er medejer af Antognoni sad han bag den, der blev spillet til storfavorit – odds 1,10!

Antognoni kom til Plainridge med fem sejre i lige så mange starter i år, og havde bl.a. slået Lexus Kody i et løb på Meadowlands i maj måned.

Lexus Kody med Tim Tetrick vinder Spirit of Massachusetts.
Foto Tom Melanson

Men søndag fik Lexus Kody revanche og efter at været blevet kørt til spids efter 600 meters kørsel vandt den 8-årige vallak i 1.08.3a/1609 m – en halv længde foran Antognoni, der fik noteret samme tid. På tredjepladsen fulgte sidste års vinder af løbet, Up Your Deo (Walner) med Åke Svanstedt i 1.08.4.

Det var femte start og tredje sejr for Lexus Kody, der med førstepræmie på 150.000 dollars nu har tjent 259.240 dollars.

I fjor – hvor den bl.a. vandt VM-løbet The International Trot på Yonkers – tjente Lexus Kody 1.317.651 dollars.