Det er uholdbart, at præmiesummerne i årgangsløb som f.eks. Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby, er langt højere for hingste/vallakker end for hopper, skriver Morten Thanning Vendelø i det første af to indlæg til Talerstolen om emnet.
Det er uholdbart, at præmiesummerne i årgangsløb som f.eks. Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby, er langt højere for hingste/vallakker end for hopper.
Når man lufter ovenstående synspunkt, mødes man ofte med det modargument, at Dansk Trav Derby er et ”finere” løb end Dansk Hoppe Derby, og derfor skal have en markant højere præmiesum end Dansk Hoppe Derby.
Et andet argument som man møder er, at årgangsløb for hingste/vallakker er åbne for deltagelse af heste af begge køn, mens hoppeløb er forbeholdt hopper.

Hvis man gennemgår startlisterne for Dansk Trav Derby i de 45 år, der er gået siden Derby Hoppeløb blev indstiftet i 1981, så kan det imidlertid konstateres, at meget få hopper starter i Dansk Trav Derby.
Siden 1981 har blot 4 hopper startet i Dansk Trav Derby; Duvil og Dilli Hanover i 1981, Karinette Frost i 1987, og Cikita i 1999. I de forløbne 45 år har hopperne altså udgjort mindre end 1% af de 540 (45*12) startheste i Dansk Trav Derby. Årsagen hertil er, at meget få hopper kan præstere på samme niveau som de bedste hingste/vallakker i en årgang.
Derfor er Dansk Trav Derby reelt set forbeholdt hingste/vallakker.
De Økonomiske Konsekvenser af Uens Præmiesummer i Årgangsløb
Hvis man ønsker, at få indblik i de økonomiske konsekvenser af uens præmiesummer i årgangsløb kan man starte med at se på, hvor store beløb ejere og opdrættere af hopper går glib af som følge af de uens præmiesummer.
Det regnestykke kan for O-årgangen laves med udgangspunkt i DHV’s dokument ”Indskud til Klassiske Løb 2026”. Det viser, at der for O-årgangen vil være uens præmiesummer i de 4 løbs-par, der udgøres af kriterie- og derby-løbene, og 3 og 4 års Grand Prix-løbene.
Udover forskellene i præmiesummer må præmiechancen (50%) og opdrætterpenge (15%) også medregnes, hvor det er relevant. Det antages her, at præmiechancen vil eksistere for O-årgangen, samt at den vil omfatte de samme løb som præmiechancen for N-årgangen.
I tabel 1 præsenteres beregninger af mer-udbetalinger fra de 4 løbs-par for O-årgangen, og det fremgår, at der vil blive udbetalt kr. 1.437.750 mere til ejere og opdrættere af hingste/vallakker, end til ejere og opdrættere af hopper.
| Løbs-par | Præmiesums- forskel (a) | Præmie-chan-cen 50% (b) | Subtotal (a+b) | Opdrætterpenge 15% af subtotal(c) | Merudbetaling (Subtotal+c) |
| Jydsk 3 Årings og Hoppe GP | 150.000 | 75.000 | 225.000 | 33.750 | 258.750 |
| Trav og Hoppe Kriterium | 200.000 | 100.000 | 300.000 | 45.000 | 345.000 |
| Jydsk 4 Årings og Hoppe GP | 200.000 | Indgår ikke | 200.000 | 30.000 | 230.000 |
| Trav og Hoppe Derby | 350.000 | 175.000 | 525.000 | 78.750 | 603.750 |
| Total | 900.000 | 350.000 | 1.250.000 | 187.500 | 1.437.500 |
Tabel 1: Mer-udbetalinger til ejere og opdrættere af hingste/vallakker i årgangsløb for O-år-gangen, hvor der er uens præmiesummer.
Præmiekroner per Indskudskrone betalt for en Løbsdeltager
De økonomiske konsekvenser af de uens præmiesummer kan også belyses ved at beregne, hvor mange præmiekroner (incl. præmiechancen) en deltager i hver af de 4 løbs-par er med til at konkurrere om pr. indskudskrone betalt for deltagelsen i løbene.
I O-årgangen skal en deltager i Jydsk 3 Årings GP betale kr. 6.800 for at være med til at løbe om kr. 450.000, hver deltager konkurrerer altså om kr. 66,- pr. betalt indskudskrone. Anderledes forholder det sig i Jydsk 3 Årings Hoppe GP, hvor en deltager skal betale kr. 5.300 for at være med til at løbe om kr. 225.000, hver deltager konkurrerer altså om kr. 42,- pr. betalt indskudskrone. Tallene for de 3 øvrige løbs-par vises i nedenstående tabel 2.
| O-årgangen | Løb for Hingste | Løb for Hopper | Forskel |
| Jydsk 3 Årings og Hoppe GP (2028) | 66,- | 42,- | 24,- |
| Dansk Trav og Hoppe Kriterium (2028) | 70,- | 60,- | 10,- |
| Jydsk 4 Årings og Hoppe GP (2029) | 51,- | 42,- | 9,- |
| Dansk Trav og Hoppe Derby (2029) | 82,- | 67,- | 15,- |
Tabel 2: Præmiekroner per indskudskrone betalt for en løbsdeltager.
Man kan også beregne, hvor meget det koster for en deltager i h.h.v. Jydsk 3 Årings GP og Jydsk 3 Årings Hoppe GP at være med til at konkurrere om 1 præmiekrone.
Svarene er h.h.v. 6.800 / 450.000 = 0,015 krone, og 5.300 / 225.000 = 0,024 krone. D.v.s. at ejeren af en hoppe skal betale mere end 50% mere end ejeren af en hingst/vallak for at være med til at konkurrere om én præmiekrone i dette løbs-par. Den samme form for økonomisk ulighed eksisterer også for de 3 øvrige løbs-par.
Økonomiske Konsekvenser for Hesteejere og Opdrættere i Dansk Travsport
De uens præmiesummer i årgangsløbene har væsentlige negative konsekvenser for opdrættere og ejere af hopper.
Opdrættere af hopper må de affinde sig med, at auktionspriserne for hoppeåringer er mellem 30% og 35% lavere end for hingsteåringer (se Bo Jondahls opslag i Facebook gruppen Travavl d. 4. februar), og når der udbetales opdrætterpenge fra årgangsløbene, så får opdrættere af de præmievindende hopper udbetalt mindre beløb end opdrættere af præmievindende hingste/vallakker.
Samtidig er der ikke forskel på de omkostninger, der er forbundet med opdræt af hopper og hingste/vallakker.
Der er f.eks. ikke 30% rabat på følpengene, og der er ingen dyrlæger, som giver rabat på inseminationen, når det fødte føl er en hoppe.
Ejere af hopper må affinde sig med, at deres heste i årgangsløbene konkurrerer om markant færre præmiekroner end ejere af hingst/vallakker. For de 4 overnævnte løbspar drejer det sig om kr. 1.250.000 for O-årgangen. Hvis man beregner gennemsnittet af merudbetalinger til ejerne af hingste/vallakker i hvert af de forløbne 10 år (2016-2025), så er det på mere end kr. 1.250.000, og dermed har konsekvensen af de uens præmiesummer i den periode været, at hoppeejerne er gået glip af mere end 12,5 mill. kr. I det beløb er det ikke medregnet, at der også køres om uens præmiesummer i f.eks. Sprintermesteren (2026: kr. 200.000,-) og Hoppesprinten (2026: kr. 100.000,-), og i Aalborg Store Pris (2025: kr. 250.000,-) og Aalborg Hoppechampionat (2025: kr. 150.000,-), altså i alt kr. 200.000,- mere til hingste/vallakker end til hopper. Ligesom for opdrætterne er der for hesteejerne ikke forskel på de omkostninger, der er forbundet med ejerskab af hopper og hingste/vallakker. For hoppeejerne er der ingen rabat på træningsprisen hos de professionelle travtrænere, der er ingen rabat hos dyrlægen og hos smeden, og priserne på kraftfoder, wrap og strøelse er de samme.
For mig er det en gåde, at opdrætterne og hoppeejerne ikke har gjort oprør imod denne økonomiske forskelsbehandling.
Det kan imidlertid skyldes, at der ikke tidligere har været sat fokus på problemets omfang, eller at man tror de uens præmiesummer kan forklares med de højere indskud til årsgangsløb for hingste/vallakker.
Intet kunne være mere forkert.
I del 2 af dette indlæg viser jeg, at de indskud som betales af ejerne af hingste/vallakker ikke kan finansiere præmiesummen i Dansk Trav Derby, mens præmiesummen i Dansk Hoppe Derby overfinansieres af de indskud, der betales af hoppeejerne.
af Morten Thanning Vendelø,
medlem af Det Danske Travselskab
