TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Elitloppet: Fantastisk præstation af Allegiant, der vandt i 1.07.1

af | 31. maj 2026 | Nyheder

Daniel Redéns Allegiant med Ôrjan Kihlström fløj til spids fra spor 7 og førte Elitloppets finale til målstregen var passeret og satte en fantastisk verdensrekord – alle kategorier – på 1.07.1!

Indtil søndag eftermiddag var den amerikanske vallak Homeside Hunter verdens hurtigste travhest med 1.07.6 – sat på mile-banen The Red Mile i 2018.

Nu tilhører verdensrekorden den 5-årige hoppe, Allegiant, trænet af Daniel Redén og kørt af Ôrjan Kihlström med 1.07.1 – på en 1000 meter bane (Solvalla).

SÅ sikkert vandt Allegiant med Ôrjan Kihlström Elitloppet 2026

Den præstation, som Allegiant leverede i Elitloppets finale er en, som vi der så det, vil kunne huske i lang tid.

Det burde jo ikke kunne lade sig gøre at speede i toptempo fra spor 7 –at afvikle de første 500 meter efter 1.04.7 og kilometeren efter 1.06 – og alligevel kunne holde hjem til sejr i en verdensrekordtid.

-Det er helt uvirkeligt, sagde en rørt Kihlström efter sejren.

Man kan kun give ham ret.

Elitloppfinalen blev et ”fang mig hvis I kan-løb”  – og det kunne de ikke.

-Utroligt at det kunne lade sig gøre – hun var fantastisk,  sagde Kihlström videre.

Allegiant kom til finalen på en fjerdeplads i sit indledende heat. Her kørte Kihlström roligt med hende, og hoppen gik over mål med kræfter i behold.

Men fjerdepladsen betød, at Allegiant til finalen ville få enten spor 7 eller 8.

Det blev til spor 7 og det var fra den startposition at Kihlström fyrede fra start med hoppen , der for første gang i karrieren startede uden sko.

Man må sige, at den effekt det gav for Allegiant at starte uden sko var fantastisk.

Hun åbnede efter 1.00.8 de første 250 meter – og fløj – som skrevet – siden banen rundt i ensom majestæt.

Men nu er det vel heller ikke helt tilfældigt at hun er opkaldt efter et luftfartsselskab!

Den franske dominans i Elitloppet blev brudt.

Efter fire franske sejre blev det nu svensk dobbeltsejr for på andenpladsen fulgte sidste års svenske Derbyvinder, Dream Mine, trænet af Jörgen Westholm og med Mats E. Djuse i sulkyen i 1.07.3, mens sidste års vinder, Go On Boy med Romain Derieux blev nummer tre, også i 1.07.3.

Westholms anden finalehest, Jobspost med Björn Goop besatte fjerdepladsen i 1.07.6 – altså i samme tid som Homeside Hunters hidtidige verdensrekord.

Samme tid også til Redéns anden hest, Don Fanucci Zet, mens Diva Ek med Alessandro Gocciadoro løb 1.08.0.

Idao de Tillard galoperede fra start og var ude med det samme og Inexess Bleu fik åndenød undervejs og galoperede.

Og spillede du Allegiant som vinder?

Du kunne have fået inspirationen på dette link fra søndag formiddag!