TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Juul har fået sat skik på sin Derbyhest

af | 9. maj 2026 | Nyheder

Ready Cash-sønnen Lucky Mom har hidtil optrådt meget usikker i løbene, men fredag opførte den sig eksemplarisk på Fyn.

Forventningerne har altid været store til Lucky Mom, men selv om den havde indledt karrieren med fire sejre i fem starter, så var det som om man aldrig vidste, hvad hesten kunne finde på at lave i løb.

Fredag var Lucky Mom som forvandlet, da Steen Juul startede den i et 2140 m autostartløb på Fyens Væddeløbsbane.

Lucky Mom med Steen Juul sejrede sikkert. Foto Gorm Foto

Fra spor 1 blev parret lukket inde fra start, kom i en trang position bag en galoperede hest foran, men klarede at komme ud og siden virkede Lucky Mom fortsat stabil og styrbar.

Den kom frem udvendigt på førende Leaveitto B P Hegn med Anders F. Jensen, der bed godt fra sig, men som ind i opløbet måtte give op over for stærke Lucky Mom.

Lucky Mom, der fortsat er tungt afbalanceret, trak fra til klar sejr i ny rekord 1.14.7a/2140 m.

Den er fortsat et stykke fra årgangstoppen, men styrke og evner har den brune hingst, der sagtens kan vise sig at være Steen Juuls Derbyhest i år.

Steen Juul har i øvrigt fin form på stalden og fik yderligere to sejren med hjem.

Han vandt med den 3-årige hoppe Moon Landing (Tactical Landing) i ny rekord 1.15.6a/2140 m og så vandt Patrick Larsen med den 4-årige Warren Buffet (Brillantissime) i 1.14.4a/2140 m – det var parrets tredje sejr i træk.

Løbet med Warren Buffet var nok dagens mest spændende, for en overgang var den 4-åringe hingst 50 meter foran feltet – og hårdt pullende  – for Patrick Larsen.

Warren Buffet havde denne gang et norsk hovedlag på, og det gjorde den tilsyneladende så løbsglad, at den styrtede afsted i 1.10-tempo.

Konkurrenterne kom nærmere, men ikke før der manglede 500 meter – men særligt tæt kom de ikke.

Knoxton Cash med Søren Demant var bedst af resten i 1.14.6.

Warren Buffet med Patrick Larsen førte en overgang med 50 meter, men klarede alligevel at holde sig foran til målstregen var passeret. Foto Gorm Foto

Mindeløbet for den af banens formænd, der har betydet mest gennem tiderne, Karl K. Pedersen var delt  i to løb.

Det første vandt Torben Hougaards Mathilde Boom Bay (O´Grady) med Rene Kjær, der i en tæt opløbskamp nedkæmpede længe førende Miami med Knud Mønster og Magic Speed med Henrik Lønborg. Vindertiden .1.17.4/2160 m.

1.17.4/2140 m var også vindertiden i den anden afdeling af mindeløbet.

Det var debutanten Merle (Wishing Stone) med Henrik Lønborg, der let gik forbi længe førende Master Hans med Magnus M. Nielsen i opløbet.