TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jimmi Ehlers har fundet sin danske årgangshest

af | 7. maj 2026 | Nyheder

For en måned siden indrykkede den dansk/svenske træner Jimmi Ehlers en annonce her på travservice, hvor han søgte en tre eller fireårig dansk årgangshest.

Nu har Jimmi Ehlers fundet hesten.

Den 3-årige Meslois efter amerikanske Southwind Frank og ud af franske Bonita Meslois (Love You) 1.11.7 – 5.910 Euro. Moderen er halvsøster til tophesten Roc Meslois (Look de Star) 1.10.5 – 812.950 Euro.

Jimmi Ehlers

Meslois, der er opdrættet af den franske træner Pierre Belloche, var som 2-åring i trænings hos Paul Hagoort i Holland.

Meslois debuterede i Derbyweekenden på en andenplads bag Menza og var siden nummer tre i Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor det igen var Menza, der var vinder, mens Monterey Market var nummer to.

Meslois startede i alt fire gange som 2-åring, satte rekord 1.16.5 og tjente 71.000 kroner.

I år har den startet en gang på Vincennes den 3. januar, hvor den var uplaceret.

Den 16. april var den i rutineløb på Wolvega, hvor den var et eller to og noteredes for 1.16.2a/2100 m – samme tid som staldkammeraten Noble Lobell.

Jimmi Ehlers, der har licens på Lindesberg-banen, har pt 21 heste på sin træningsliste.