Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane og træningscentret Skovbo, kom ud med et plus på 73.410 kroner i 2025 viser regnskabet, der netop er udsendt til medlemmerne.

Det er andet år i træk, at der er plus i regnskabet, men det havde for 2025 set anderledes ud, hvis ikke Travselskabet havde modtaget 1.076.098 kroner for en ”skeljustering” i materialegården.
Regnskabet er udsendt sammen med indkaldelse til årets ordinære generalforsamling, der finder sted torsdag den 26. marts i Cafe Lunden.
Blandt de indkomne forslag fra medlemmerne er et forslag om ændring af vedtægterne, således at fordelingen af Travselskabets formue i tilfælde af opløsning skal ske til medlemmerne – i dag står der i vedtægterne, at formuen skal komme travsporten på Sjælland til gode.
Forslaget er indsendt af den tidligere formand, Kaj Holm.
