TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

10-års fødselsdag

af | 23. feb 2026 | Nyheder

Travsportshistorie.dk kunne i weekenden fejre 10-års fødselsdag.

Dansk travsports populære “historieportal” Travsportshistorie.dk havde premiere 20. februar 2016, hvor vi offentliggjorde et stort portræt af Sofus Sørensen, som var blandt de dominerende trænere i travsportens guldalder.

Det blev bl.a. til seks Derbysejre – fire i Danmark og to i Sverige – og en lang andre storløbssejre, men portrættet går i høj grad også bag om mennesket Sofus Sørensen, som bl.a. var aktiv i en del af modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, hvor han med sin fiskekutter transporterede et større antal jøder i sikkerhed i Sverige.

Portrættet af Sofus Sørensen bygger dels på de utallige interviews og artikler, der gennem årene blev lavet med og om den københavnske træner, dels på interviews med Sofus Sørensens to børnebørn, Gerda Rindholm og Sofus Bügel-Hansen.

Det er sådan, størsteparten af de mange trænerportrætter er blevet til, og i de tilfælde – langt de fleste – hvor hovedpersonen ikke længere er blandt os, har det været en stor fornøjelse at møde nogle af de mange pårørende (enker, børn, børnebørn, tidligere kollegaer og staldfolk m.m.).

Sofus Sørensen

Siden har Travsportshistorie.dk – Kenn Erik Bech og Henrik Berg – lavet langt over 100 portrætter af nogle af de største to- og firbenede profiler i dansk travsports historie, ligesom man også kan læse om Dansk Trav Derbys historie i en stor artikelserie.

De mest populære portrætter har tæt på 2.000 læsere, og den mest læste artikel på Travsportshistorie.dk omhandler Skovbo-banens åbning, der i skrivende stund er blevet “klikket på” 2.310 gange!

Travsportshistorie.dk har netop passeret 200.000 sidevisninger og 87.000 unikke besøgende, men tallet er reelt set meget højere, idet det nuværende statistikmodul først blev taget i brug i 2021.

Der skal lyde en STOR TAK til Travsportshistorie.dks mange læsere og ikke mindst vore sponsorer, hvoraf mange har været med det meste af tiden.

Vi glæder os til at se jer igen og igen på Travsportshistorie.dk!