Manden bag Stutteri Disney og ejer af Årets Travhest, Menza, donerede 500.000 kroner til næste års Galla!

Steen Madsen blev for en gangs skyld næsten mundlam, da han interviewede Keld Gregersen i forbindelse med at Menza var blevet kåret som Årets Travhest 2025, og manden bag Stutteri Disney pludselig proklamerede, at han havde taget en beslutning:
-Jeg vil faktisk gi’ ½ million næste år til at holde Galla!
-Det var noget, jeg havde siddet og tænkt over et stykke tid, siger Keld Gregersen da Travservice.dk træffer ham søndag eftermiddag.
-Jeg synes Gallaen er et super godt arrangement og jeg nyder at komme år efter år, men jeg vil gerne være med at løfte Gallaen op på et endnu højere niveau. Vi har brug for noget mere optimisme i hestesporten. Jeg glæder mig meget til sammen med Lone Kristensen at sætte mig ned og se på, hvad vi kan gøre.
