Søndag mødtes fransk travsports bedste 5-årige travere i Gruppe II-løbet, Prix Ovide Moulinet over 2700 meter og doteret med 120.000 Euro – Fire af de 10 deltagere var spillet til under 10 gange pengene.
Lovino Bello, Liza Josselyn, Liberté de Choisel og Lombok Jiel var de fire favoritter, men det var ingen af dem , der vandt.
Det gjorde i stedet L’as Desbois (Booster Winner med Matthieu Abrivard, der var spillet til 12 gange pengene og inden denne start var rangeret som den 23. mest vindende i årgangen!
Undervejs var det ellers Liza Josselyn (Ready Cash) med Nicolas Bazire, der sad i spids og kontrollerede løbet, mens favoritten Lovino Bello (Village Mystic) med Clement Duvaldestin var agterlanterne i feltet.
Ind i opløbet kom angrebene – Liza Josselyn forsvarede sig længe med 50 meter før mål blev hun løbet over ende og sluttede på en femteplads i 1.12.3.

Bedst af alle afsluttede L’as Desbois med Matthieu Abrivard – den trænes af William Bigeon og ejes af storhesteejeren Joel Seche. Han købte den som åring for 130.000 Euro.
L’as Desbois sejrede sikkert i 1.12.1/2700 m foran hoppen Liberté de Choisel (Captain Sparrow) med Anthony Barrier i 1.12.2, mens Lovino Bello og Louis Vitton Mijo (Dollar Macker) med Benjamin Rochard besatte de næste pladser i 1.12.3.
Faderen til L’as Desbois, er den Love You-søn, der er slået bedst igennem i Frankrig og er bl.a. far til Prix d’Amerique-vinderen Hooker Berry, til den gode montéhest Kyt Kat og til Jabalpur, der i fjor etablerede sig i eliten ved sejr i Prix Rene Balliere på Vincennes i 1.08.7a/2100 m.
Booster Winner koster i Frankrig 1.000 + 12.000 Euro. – i Sverige blev Booster Winner i fjor udbudt til 600 Euro + 6.000 Euro!
