TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Annes alternative Julequiz – 7. december

af | 7. dec 2025 | Nyheder

Nå, der var simpelthen kun en person, der gættede, hvad det var for en hest, som Birger Jørgensen kørte på Fyn.

Jeg snød og spurgte min fotopusher…og så måtte jeg slå mig selv for panden, da jeg fik svaret…

For selvfølgelig er det da Bandit Brick – hesten, der var lige ved og næsten at sætte dansk sejrsrekord, men blev basket til en andenplads i forsøget på at tage sejr nummer 21 i træk.

Det var Armani S og John Køhler, der slog 10 for 10 favoritten i Billund i 2017, så Bandit Brick måtte nøjes med at tangere rekorden på tyve sejre i træk og dermed dele rekord med de to fynske sejrsheste Kandar og Opus GT.

Og jeg kan så godt afsløre, at det var min niece, der gættede rigtigt.

Og jeg var nødt til at spørge, hvordan pokker hun kunne det – lynhurtigt endda.

“Altså det er jo en Flemming Jensen sulky. En lidt kraftig hest. Specielt bid. Og jeg synes ikke, at den lignede E Type Cash, desuden måtte det jo være et stykke tid siden, at den var i træning i Hjallerup, når du ikke lige kunne huske den. Nå ja, og så er det ikke så længe siden, at jeg så et opslag på Facebook, hvor en spurgte, hvad der var blevet af Bandit Brick…” lød hendes sms-svar.

Hun er skrap, min niece.

Som selvfølgelig også svarede rigtigt på lørdagens julekalenderhest. Det var nemlig Extreme, derbyvinder, europamester, gulddivisionsvinder, avlshingst…meritlisten er lige så lang, som hingsten er flot.

Bandit Brick og Extreme er begge to på min liste over berømte heste, jeg har fået lov at vaske efter start.

Det er sådan en underlig mani, jeg har, det der med at snige mig tæt på storstjernerne. Min nevø var virkelig træt af mig, da jeg engang stædigt blev ved at følge i halen på en hest tværs over en meget stor travbanes areal i Normandiet. Men altså, det var Ready Cash…jeg ville bare se, hvordan den opførte sig. Men jeg kunne ikke få mig til at spørge, om jeg måtte vaske den…

Men dagens julekalenderhest er den første virkelige berømthed, jeg har vasket efter et løb. Jeg fik endda også lov at gøre den klar til start og skridte ud med den til Erik Adielsson. Og så trak jeg ellers ikke vejret i al den tid, hesten var på banen, for jeg var bange for, at jeg ikke havde sat knægamascherne ordentligt på. Tænk hvis de gled ned…

Hvem er det her?

Men hvad hedder dette koryfæ, som selvfølgelig sluttede karrieren med en sejr?

Hvis du kan gætte det rigtige svar, så send en mail til annedodensigskriver@gmail.com, så deltager du i lodtrækningen 26. december om to billetter til en koncert med Gulddreng, altså den rigtige Malte Ebert, på Skråen i Aalborg i marts 2026.