TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kandis CN fortsatte sejrsrækken

af | 27. jul 2025 | Nyheder

Lille, vævre Kandis CN med Ken Ecce tog sin tredje sejr i træk, mens store, flotte Kaboom med Axel Jacobsen igen skuffede.

Kandis CN med Ken Ecce. Foto Burt Seeger

Kandi CN er kommet sent i gang med løbskarrieren, mens hos den sjællandske amatør Henrik F. Pedersen har hun virkelig fundet melodien og går nu fra sejr til sejr.

Måske har storesøster Gaby CN, der også ejes af Henrik F. Pedersen, givet Kandis CN nogle fiduser?

Tredje sejr i træk kom  sikkert i hus efter føring fra start. For Ken Ecce sejrede Kandis CN i 1.14.2a/2000 m, og hun var ikke kørt i bund på den notering.

Nu gælder det Hoppe Derbyprøven den 13. august og med den udvikling Kandis CN har vist i sin korte løbskarriere, der blev indledte med sejr den 25. april i år, skal det blive spændende at se, hvordan hun står sig mod årgangens etablerede stjerner.

Hun kan sikkert præstere en tid ned mod 1.12, men det kræves også!

Til gengæld var det atter en skidt præstation vi så fra Derbykandidaten Kaboom med Axel Jacobsen i samme løb.

Fra start tegnede det ellers lovende, da Kaboom blev sendt afsted mod spidsen fra spor 8, men da han blev svaret af Kandis CN rullede Kaboom over i galop i første sving.

Siden var han anonym i løbet – ja, virkede uden gnist og var sidst over mål i 1.15.6.

ERT løb i dødens var intet problem med Ceboruco, der vandt sikkert for Mariann T. Nielsen. Foto Burt Seeger

Det bliver Skives Mariann T. Nielsen med sin egen Ceboruco og Odenses Søren Demant Andersen med Rene Kjær-trænede Hurricane KK, der kvalificerede sig til start i det store amatørløb, KGB’s Minne på den svenske Derbydag.

Ceboruco sejrede sikkert i 1.14.5a/2000 m trods et løb i dødens undervejs på Hurricane KK, der klarede andenpladsen i 1.14.6 kort foran en stærkt afsluttende Hattrick Didamgård med Bjarke Haagensen, der blev nummer tre i 1.14.7.

Hej Bork med Christian Sejer vandt efter føring i toptempo.
Foto Burt Seeger

En overraskende god præstation stod Hej Bork med Christian Sejer for i 2. løb. Parret drønede afsted i 1.13.tempo og lå 20 meter foran feltet det meste af vejen.

Selv om Great Challenger-datteren var træt til slut, så klarede hun sejren i hus foran favoritten Manhattan Trot m ed Rene Kjær i 1.13.8a/2000 m.

Og apropos Rene Kjær så røg han ind i en udelukkelse fra løbsdeltagelse i perioden 10. -12- august for sin drivning bag Inspector’s Choice, der var nummer fem i 4.løb.

Det betyder, at Kjær ikke kan køre på en løbsdag på Nykøbing og en Kombi-dag i Aarhus, men er klar til Derbyprøverne den 13. august.