TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Positive bedækningstal fra Frankrig

af | 17. jul 2025 | Nyheder

I Frankrig sluttede bedækningssæsonen den 14. juli og allerede nu er tallene klar! – Der er bedækket flere hopper i Frankrig i år end i fjor.

Face Time Bourbon er Frankrigs mest populære avlshingst.
Foto Gerard Forni

Alle bedækninger i Frankrig indrapporteres til et centralt statsligt register, og tidsfristen for at oplyse bedækninger og fødsler eller kastninger er meget stram.

Det kunne vi godt lære noget af herhjemme, hvor tallene fra hingsteholdere/udbydere kommer successivt dumpende og af og til efter den frist, der er sat i DTCs avlsreglement.

I alt er 12.927 hopper blevet betjent i Frankrig i bedækningssæsonen 2025 – det er lidt mere end i fjor, hvor tallet var 12.735 hopper.

Dette tal omfatter såvel franskregistrerede hopper samt udenlandske hopper, der har været på besøg hos franske hingste.

I fjor var Hohneck mest populær med 187 hopper, men han er i år fortrængt af Face Time Bourbon, der har betjent 189 hopper i år, mens Hohneck har været tilført 149 hopper.

To danskejede hopper har været i Frankrig hos Face Time Bourbon, nemlig Thomas Lind-Holms Burning Rain og Stald Bare Hans Dark Dust.

Også den danske hoppe To Soon – mor til bl.a. Ecurie D – er i år blevet bedækket af Face Time Bourbon – den ejes nu af svenske Global Glide AB.

Det skal også med af den svenske tophoppe Joviality, der havde en stor karriere i USA, er bedækket ved Face Time Bourbon i år.

Hohneck har haft besøg af en dansk hoppe, Eenymeenyminymoe.

I alt 27 franske hingste – ud af 326 aktive – blev tilført mere end 100 hopper i år.

Efter Face Time Bourbon og Hohneck er det
Italiano Vero – 137 hopper

Idao de Tillard – 120 hopper

Bird Parker – 114 hopper

Horsy Dream – 114 hopper

Krack Time Bourbon – 112 hopper

Lovino Bello – 107 hopper

Jushua Tree – 107 hopper.

etc,

Ready Cash, hans sønner og sønnesønner er der flest af i fransk traveravl i vore dage – 71 hingste kommer fra Ready Cash. De bedækkede tilsammen 4.444 hopper.

100 hingste kommer fra Coktail Jet-linjen – de bedækkede 3.781 hopper

Ovennævnte tal omfatter kun hopper, der er bedækkende i Frankrig – hopper bedækket med frossen sæd rundt om i Europa indgår ikke i tallene.

Kilde 24H