TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gammelt storløb genoplives i eftermiddag

af | 6. jun 2025 | Nyheder

Mens internettet endnu var i sin vorden blev Grand Circle 5 års Championatet lagt i en mølpause i begyndelsen af nullerne – nu er løbet fundet frem, støvet af og genoplives i eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane.

Kommer Bent Svendsen med Just Hans til se tilbage efter konkurrenterne i eftermiddagens Grand Circle Championatet. Foto Hesselborg Foto

Statistik er ikke noget af det dansk travsport er bedst til, men på sportens Hall of Fame har jeg fundet følgende resultater fra Grand Circle 5 års Championater for 25 år og mere siden – men det er udelukkende resultater af Championater, som Birger Jørgensen har vundet!!

Grand Circle 5-års Championat for hingste/vallakker
2000: Cowboybuks Frøkjær – 1.16,6a
1993: Pas På Frøkjær – 1.19,8a
1987: Jønne Reerstrup – 1.18,6a 

Grand Circle 5-års Championat for hopper
2001: Destiny – 1.16,4a
1995: Serpens – 1.19,9a

Da løbet dengang jo utvivlsomt er kørt hvert eneste år, mangler der nogle vindere, for der findes ingen komplet oversigt!

Måske kan DU hjælpe??

I eftermiddag genopstår i hvert fald 5 års Championatet på Fyens Væddeløbsbane på en løbsdag, hvor der også køres Liga-finaler.

Det er blevet en fantastisk løbsdag –  ja, et overflødighedshorn, hvor 5 års Championaterne i sig selv sagtens kunne have båret en løbsdag alene – ligesom Liga-finalerne ville kunne det.

5 års Hoppechampionatet køres som 4. løb, og her er gensyn med norskejede Ivana Nordic, der genforenes med sin tidligere træner Nicklas Korfitsen.

Resultatmæssigt ser hendes præstationer i år ikke umiddelbart prangende ud, men Ivana Nordic har været matchet i hård konkurrence og hun har ikke været langt efter vinderen i mål – selv om resultaterne i de to seneste starter blot har været femtepladser!

Hoppe Derbyvinderen Juno med Michael Lønborg svigtede i sin sæsondebut, men virkede velforberedt til opgaven og vil også være med i afgørelsen her sammen med Iloveyoubutcher med Flemming Jensen. Hvis 10 Jazz Laser med Birger Jørgensen kommer igennem fra anden række, så vil den givet sætte sit præg på løbet.

5 års Championatet er 6. løb, og her skal det blive interessant at se hvilket løbsoplæg Bent Svendsen vælger med 1 Just Hans..

-Jeg har vundet lodtrækningen med spor 1 – der er ingen, der kan følge Just Hans fra start,  men derefter må vi se, hvordan det udvikler sig. Jeg kan vel ikke køre så tosset igen, som jeg gjorde sidst, siger Bent Svendsen til travservice.

2 In My Way Damgård med Michael Lønborg har leveret nogle stærke præstationer i de seneste starter, og bliver vel favorit igen. 4 Isseymiyake Secret med Ken Ecce og 10 Jigger med Steen Juul er de næste chancer.

Distancen i de to Championater er 2140 meter auto, og der er 150.000 kroner i førstepræmie i hvert løb.

Hurtigklassens Liga 1-finale med en førstepræmie på 50.000 kroner har igen lokket Håkan K. Perssons 7 Four Guys Dream med Jörgen Sjunnesson til Fyn samt med hollandsktrænede 6 Gigolo Lover som Birger Jørgensen skal – den kan deltage fordi den startede i Charlottenlund Open.

3 Emoji med Flemming Jensen er bedste danske chance.

Løbsdagen starter som altid om fredag klokken 15.45 og ifølge vejrudsigten fra DMI, så skulle det klare det op i løbet af eftermiddagen.

Klokken 10.15 var der følgende ændringer:

2. løb – V5-1: 2 Røde Orm udgår

5. løb – V5-4: 6 Fighter KK køres af Kasper Foget.