“Skal der ikke laves en historie om Stald Saltum-sejren i mandags?”, bippede min niece onsdag morgen – tilsat sådan en emoji, der gnider sig på hagen og ser skeptisk ud. 

Jeg kunne godt fornemme pegefingeren, hun kunne lige så godt have skrevet “tag dig nu sammen moster”, og om jeg så svarede sandfærdigt, at “jo, men hele tirsdagen smuldrede væk i regn, lægebesøg og fodterapi, og så faldt jeg i søvn klokken 20.30”, så ville min niece bare svare: “ja, det er et stramt program for en pensionist” – krydret med en solbrille-emoji.

Og så må mosteren jo hive sig selv i nakken, og få skrevet nogle linjer om Stald Saltums sejr i mandags i Aalborg. For det var en kæmpe sejr for min far, selvom det var et lille løb med 7500 kroner og en buket blomster til vinderen. 

For et år siden blev han hentet i ambulance med blå blink og fik en akut ballonudvidelse. Han havde fået ondt i hjertet dagen før, men havde ikke tid til lægelig omsorg, fordi han skulle træne sine heste om formiddagen. Så han ventede med at sige noget om smerterne til næste dags morgen, hvor han fik ringet til lægen, der omgående sendte en ambulance. 

Vi kunne så hente ham så god som ny sidst på dagen efter en vellykket ballonudvidelse, men for en god uges tid siden fik han forbigående ondt i hjertet.

Dagen efter opdagede jeg, at øhhh…jeg var kommet til at give ham en hjertepille for lidt om dagen. I mange måneder.

Det kunne jo godt blive en strid historie: “arving fejlmedicinerer sin far…” så vi blev enige om, at det nok var smart, at far fik bestilt et helbredstjek. Så han drog til lægen i sidste uge, og kom hjem med besked om, at han skulle måle sit blodtryk morgen og aften i tre dage…hans blodtryk er fint.

Det kan bare ikke tåle, at han skal sidde stille, hvis der er ting, han synes, at han skal…så han var nødt til at lave sit staldarbejde først, og så måle blodtryk bagefter. Og i mandags var han så nødt til at måle blodtrykket, inden han kørte til Aalborg for at se Just Time starte i 8. Løb. 

Det må have taget sin tid, før han var tilfreds med blodtrykket, for Just Time var næsten færdig med sin opvarmning, da far og mor svingede ind på deres plads ved banekanten. 

Just Time var ikke nævnt i tipsrammen, men jeg kunne forstå på far, at alle i stald Korfitsen tog som en selvfølge, at hesten ville gøre en god figur præcis som i rutineløbet for 14 dage, hvor den for første gang i karrieren løb to omgange med nummerskilt på uden antydning af galop. 

Far sendte Just Time og søsteren Long Time, samt Laika Time, i træning på Vang hos Nicklas for et par måneder siden.

Siden har fars Jimmy Jeep trofast tøffet til Vang tre-fire gange om ugen for at give bolsjer til de tre stakler, der sådan bare er forvist fra hjemmet.

Det er nemlig sådan, far har haft det med at have heste i træning. Han kan ikke rigtig se fornøjelsen i det, når han ikke har sine heste hjemme, men det er som om, at han er blevet bedre på det punkt. Måske er det alderen, der har fået ham til at bløde lidt op. I hvertfald er det lidt hyggeligt at trille ud på Vang, klappe hestene, snakke med folk, høre et par gode historier, leve med i træningen, være en del af fællesskabet i stalden og opleve, at staldfolkene også er glade for hans heste. 

Far stod på sin sædvanlige plads ved traktoren, da starten gik i Just Times løb. Nicklas kører frem i dødens og kontrollerer løbet. Det ser så sikkert ud, at man næsten glemmer, at hesten har galoperet hvert eneste gang, men hun holder sig i trav og vinder med en hals. 

Og fluks bliver far gruppekrammet af Virmantas og Arnoldas, som, sammen med Frida, er ansvarlige for Just Times ve og vel. De er stolte, glade og lettede. Det gik. De havde nemlig på forhånd lovet far, at hesten ville være både fejlfri og vinde. Let. 

“Jeg har aldrig fået så stor en krammer,” filosoferede far dagen efter, mens han for 117. gang studerer alle konkurrenterne i Just Times løb i det program, som han huskede at få med hjem fra Aalborg. 

Og tirsdagens møde hos lægen går så gelinde som hjemmerørt flødeis. Far er på fin på alle målinger, han får ros, og jeg slipper for skældud for pillefadæsen. Jeg siger ikke, at tallene havde set anderledes ud, hvis Just Time havde galoperet. Jeg siger bare, at fars gang på jord var let og fjedrende, ryggen ranket ud og smilet kom helt derindefra, hvor hjertet klapper højt og i takt, når noget endelig lykkedes. 

Heldigvis behøver jeg ikke skrive så meget om Gulddreng, når nu Just Time vandt. Gulddrengs højre knægamasche faldt ned om koden (jeg havde selv sat den på), men det er måske ikke helt undskyldning nok for en præstation, der var på det jævne.

Vi tager til dyrlæge i næste uge, og så må vi se, om doktor G kan finde en bedre undskyldning. Og Axel får lov at hvile en uges tid efter to løb på tre dage. Så er min fod forhåbentlig også blevet så god, at vi kan få varmet ordentlig op, mig og Axel i stedet for det sølle humperi, jeg har præsteret de sidste mange starter…

Til den gode side så er eenymeenyminymoe scannet drægtig med Hohneck igen. Det føltes næsten som selv at have en hest med i elitloppet, da Hohneck svingede ind på opløbet i finalen og holdt hjem til en urtapper tredjeplads. 

Sådan føltes det også, da Bastian Birke vandt Harpers Hanover for Seppo Kukkonen i 1999.

De viste opløbet i lørdags på Bet25.

De fleste danskere stod på toppen af Hestesportens Hus.

Og vi heppede og hujede og Seppo hævede pisken og hilste på os efter løbet. Det er stadig den største oplevelse, jeg har haft på en travbane.