Spændende opløb i 6. løb, hvor favoritten Frygtløs blev fanget på stregen.

Frygtløs med Martin Sjøholm Jensen, der i fjor vandt seks sejre, var sammen med Foxie Hill med Mads Petersen favorit til sejren i lørdagens 6. løb på Bornholms Brand Park.
Mens Foxie Hill længe førte en anonym tilværelse bagerst i feltet, så sad Frygtløs i spids undervejs tæt fulgt af Blackbird S med John Gommans.
Ind i opløbet lignede det klar sejr til Frygtløs, men Gommans fik sat skub i Blackbird S, der fløj frem og akkurat fangede Frygtløs.
Ja, akkurat sådan at målkameraet ikke kunne skille de to heste – der var dødt løb!
Det betød, at der i V5-spillet var 6 vinderheste – gevinsten blev på 773 kroner, mens der i V4-spillet var 5 vinderheste – gevinst 2.162 kroner.