Ny udvikling i dopingsagen med Know Your Shadow, der testede positiv for testosteron i såvel en A- som en B-prøve, men nu er en C-prøve negativ!

Det er ingen let sag som Dansk Hestevæddeløb skal udrede i tilfældet Know Your Shadow.
I forbindelse med starten i Hoppe Kriteriumsprøven blev der taget dopingprøve af Know Your Shadow, og den viste sig positiv med Testosteron – og en ny analyse – B-prøven – viste samme resultat.
Den 3. april blev der foretaget en ny prøve af Know Your Shadow hos træner Morten Juul i Skive, og Uwe Bredahl fra Dansk Hestevæddeløb oplyser over for travservice.dk, at der her blev taget såvel en blod- som hårprøve.
Nu foreligger resultatet af denne prøve – C-prøven – og den er negativ!
I en ”normal” dopingsag ville en negativ C-prøve give hesten ret til at starte igen efter udelukkelsesperioden, men så langt er udredningen og sagen om Know Your Shadow endnu ikke.
-Know Your Shadow er fortsat pålagt startforbud, da der er tale om testosteron, som er et ”livstidsudelukkende” stof. Så det afgørende er hvordan stoffet er ”opstået” i hesten i forhold til de videre muligheder for en løbskarriere og det skal udredningen af sagen klargøre, skriver Uwe Bredahl til travservice.dk.
Know Your Shadow er altså fortsat pålagt et startforbud imens sagen undersøges og indtil der findes en afgørelse.
En teori om at hoppen selv har produceret Testosteron har betydet, at man nu har bortopereret hoppens ene æggestok. Det er sket efter den 3. april, hvor C-prøven blev taget.
På Trav.dk har Dansk Hestevæddeløb lagt en orientering op om Know Your Shadow-sagen og em orientering om processen i forbindelse med en dopingprøve – klik her