Der er mange af sportens yngre aktive, der har haft en ponykarriere, men der er også virkelig mange af dem, der kommer fra en familie med hestetradition, så spørgsmålet er, om de bliver trukket ind i sporten af ponyerne eller træder i familiens spor uanset?  Gør ponytravskolerne egentlig en forskel i rekrutteringen af nye travinteresserede? Det spørgsmål rejser Anne Dodensig i dette indlæg

Min søster fik selvfølgelig en pony i dåbsgave af bedstefar i 1963. Hun var det første barnebarn, så der var ingen grænser for bedstefars generøsitet. 

Men da min søster voksede fra bleen, fik hun plads i en træningsvogn, og så kørte hun sammen med bedstefar på stranden med Ikaros og New Fox og de andre rigtige travheste.

Nogle gange gik det vel galt, men bedstefar var ikke pylret med hverken heste eller barnebarn. Op i vognen igen var træningspædagogikken.

Og det virkede.

Min søster har ikke været til at drive ud af travsporten siden, og har været aktiv på alle fronter.

Men ponyen gik hun vist ikke så meget op i. 

Til gengæld gik vi lidt op i ponytrav i midten af 1990erne, da min søsters børn havde alderen til det.

De kørte med Fridhems Ambra og Lovely Godiva, men det var nu lille Kims pony Mostly Super, der kunne løbe stærkest.

Ponyerne blev også brugt til showløb, selv Prins Henrik fik lov at trille banen rundt i truntetrav, og han vandt endda. 

Indimellem var der ponyløb på tværs af landet, vi var tilskuere på ponybanen i Viby engang, hvor vi så stjerneponyen Super Pride blæse den lille bane rundt.

Det var Beslagsmed Casper Jensen, der først havde fornøjelsen af Super Pride i starten af 1990erne. Siden blev den solgt til familien Holmer, hvor Mette og Michael skiftes til at vinde løb.

På hestenettet har jeg lige fundet en tråd om Super Pride fra april 2006, hvor det bliver nævnt, at den nu var solgt til Skive til en, der hedder Jeppe.

Den Jeppe er nu travtræner Rask, så Super Pride, der vist ikke var helt rent ponyblod, må næsten have rekorden som den lille hest, der har skubbet flest kuske videre til en aktiv karriere i travsporten.

Min søsters børn voksede fra ponytraverne.

Den ene er aktiv, den anden er passiv, og jeg tror ikke, at ponytravet gjorde hverken fra eller til på den konto, men det var en sjov tid, hvor ponyfamilierne var på weekend i Stald Saltum med Thomas Bonde som gæstelærer.

Det var lærerigt, det var hyggeligt, det var en masse øl til fædrene, det var netværksbyggeri mellem børnene og deres forældre og det var helt frivilligt på alle planer.

Og når ungerne voksede til, så blev det jo den næste generation af travfamilier, som overtog ponystafetten i Aalborg. 

En af årgangene kom på besøg hos mig i Stald Saltum, da de var på sommerudflugt.

Det er så længe siden, at jeg ikke havde en telefon på mig desværre, det kunne ellers have været et fint foto af de to ældste, Nicklas Korfitsen og Martin Nørlem, der artigt lyttede til mine viise ord, mens resten drønede rundt og slog hinanden i hovedet…men der er nu også en del af den larmende rest, der er meget aktive og succesrige endda i vores sport i dag. 

Og der er virkelig mange af vores yngre aktive, der har haft en ponykarriere, men der er også virkelig mange af dem, der kommer fra en familie med hestetradition, så spørgsmålet er, om de bliver trukket ind i sporten af ponyerne eller træder i familiens spor uanset?

Og om deciderede ponytravskoler på væddeløbsbanerne gør en forskel i rekrutteringen? 

Måske skal vi tænke lidt omvendt. Ikke gå så meget op i at rekruttere nye børn og forældre, men gøre det lettere at have børnene med på væddeløbsbanerne for de forældre, der er aktive. 

Jeg hørte engang en travmor sige, at det bedste ved ponyklubbben var, at den fungerede som barnepige på løbsdage, så hun kunne koncentrere sig om at køre løb og spænde heste for, når børnene var sammen hos ponyerne. 

Men der er også børn på staldsiden i barnevogne, klapvogne, i bilerne, surmulende, storsmilende, tiggende, sovende, frysende, legende, besværlige, ensomme, skærmopslugte.

Børn, der er lidt i vejen, fordi far og mor er på arbejde, bedstemor skal selv starte hest, og onkel vil gerne have fred til at spille.

Måske kunne vi lave noget fællespasning på løbsdage? Gøre det til en selvfølge at have børnene med til løb.

Og give børnene et netværk, så det der med heste bliver socialt og sjovt og drukket ind med modermælken. 

Nå, egentlig har jeg slet ikke tid til det skriveri, jeg faldt i en fantastisk hjemmeside: etalonniersdutrot.com

Det er et onlinekatalog med alle franske hingste og annoncer for hver eneste Haras (stutteri), hvor hingstene er opstaldede. Det er en lille smule som at være i Normandiet selv.

“Se nøje efter, og du vil opdage, at fok er glade, fordi de er taknemlige. Det modsatte af taknemlighed er blot at tage alt for givet. “ David steindl-Rast, benediktinermunk