Aalborg-træneren Anders Pedersens tidligere sejrshest Draco har siden begyndelsen af 2024 startet i USA og i aftes indledte den sin tredje sæson i Trump-land.
Draco (Offshore Dream), der er opdrættet af Bent Lindhardt, var en flittig starter i fjor, hvor den var i aktion 38 gange – det blev til en enkelt sejr, seks anden- otte tredjepladser og i alt 59.740 dollars i præmie.
Torsdag aften startede Draco for første gang i år på Yonkers Raceway og besatte en andenplads med Victoria Stratton i sulkyen – slået med en halv længde af Velociraptor (Father Patrick) med Robert Krivelin – begge fik noteret i 1.14.9.
Der var 3.275 dollars i andenpræmie til Draco, der nu i 59 starter i USA har tjent 116.085 dollars – eller mer end dobbelt så meget som den gjorde i sin danske karriere.