59-år gammel er hesteejeren Bernt Dahl, Fredericia pludselig død.
Bernt Dahls store interesse var galopsporten, men gennem årene ejede han også flere fine travere.
Det startede med Please Perfect hos Magnus Ladegaard, der var nummer tre i Dansk Trav Derby og siden vandt bl.a. Aalborg Store Pris.
Siden kom heste som bl.a.Takethem, der vandt Dansk Trav Kriterium og siden blev en af dansk travsports allerbedste heste samt Daytona – vinder af Jydsk 4-årings Grand Prix til.
-Bernt (Dahl) var en venlig mand, som jeg gennem årene har haft en meget fint samarbejde med, mindes Magnus Ladegaard.
-Jeg købte såvel Please Perfect og Takethem til ham, og da jeg sluttede gik hestene til Steen Juul. Da jeg startede igen bakkede Bernt mig op og købte en unghest. Den duede ikke, og blev solgt. Jeg havde frie hænder til at købe en ny hest til ham, når den rigtige dukkede op, siger Magnus Ladegaard.
Bernt Dahls hovedinteresse inden for hestevæddeløbssporten lå hos galopperne, og her havde han gennem mange år stor succes med sejre både herhjemme og i udlandet.
Da en hesteejerforening for både trav- og galopfolk blev startet for omkring en snes år siden var Bernt Dahl med i arbejdet, men foreningen kom aldrig helt op at stå.
Ingen væddeløbsbaner eller organisationer i søgen efter et sponsorat gik forgæves til Bernt Dahl, der gennem årene med sit firma Kentaur har sponseret løb og ikke mindst været en af de store sponsorer til Hestesportens Galla.