TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Travsport i Danmark for 50 år siden (9)

af | 28. nov 2024 | Nyheder

Kenn Erik Bech fortsætter sin artikelserie med forskellige nedslag om hvad der skete i 1974 i Dansk Travsport – Kilde: Traver – Kalender for Danmark

Af Kenn Erik Bech

V I P med Søren Nordin vinder Nordisk 3 års Pris. Foto Burt Seeger

Allerede lørdag den 31.august, seks dage efter afviklingen af årets Derby, ruller hjulene igen på Charlottenlund Travbane.

Hovedløbet er ”Nordisk 3-års Pris” om 30.000 kr., med fem danske ekvipager og fire svenske ditto.

De fire sidste over mål er alle danske!

Favoritten er Søren Nordin med V I P, og parret vinder sikkert.

Søren Nordins sønner, Ulf og Jan, er også kuske i løbet, og bliver henholdsvis nummer 3 og 5.

*

Samme dag kører Aalborg Væddeløbsforening deres løb, og her dominerer de to lokale trænere, Finn Larsen og Peter Bratholm. De vinder henholdsvis tre og to, gange.

FInn Larsen

*

Søndag den 1.september afvikler Lolland-Falster Væddeløbsbane deres 3-års Mesterskab, og det snupper Snuppi S med Harald Lund.

Førstepræmien er på 4.990 kroner, andenpladsen i løbet får Arvid Olsen bag Slejpner Ørnebjerg.

*

Vi er nu fremme til søndag den 8.september, og her afvikler Charlottenlund storløbet Skandinavisk Mesterskab, afviklet siden 1933.

 Løbet, der senere tog navneforandring til Nordisk Mesterskab, da Finland kom med, er for længst nedlagt.

Det blev dengang afviklet på skift mellem banerne Solvalla, Bjerke og Lunden.

De tre danske ”landsholdsheste” klarede sig her i 1974 ganske godt, men måtte bøje sig for overmagten i form af den gode Air France med Lennart Karlsson.

Oberst Aconto med Mogens Larsen blev dog flot anden, Napalm/Jørn Laursen tredje og Osman Bogø/Harald Lund femte. De tre norske deltagere sluttede som de tre sidste ekvipager over mål.

Air France med sin træner Lennart Karlsson efter sejren i Skandinavisk Mesterskap. Formanden for Det Danske Travselskab Ib Thyregod har overrakt ærespræmie til hestens ejer. Foto Burt Seeger