TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hollandsk succes i Svensk Uppfödningslöpning

af | 23. nov 2024 | Nyheder

Storfavoritten Eyeofthetiger med Per Nordström galoperede ind i første sving og så var vejen banet for en hollandsk triumf.

På forhånd var chancevurderingen: Eyeofthetiger – og de andre.

I kvalifikationsløbet til Svensk Uppfödningslöpning satte Eyeofthetiger ny svensk rekord med 1.12.0a/1640 m og den var da også spillet i bund til odds 1.66 i dagens start.

Inden løbet gav Per Nordström dog udtryk for sin bekymring over banens tilstand.

Akkurat som herhjemme var der også faldet sne på Jägersro, men da Nordström kørte ud til løbet gav han på ATG Live udtryk for at banen nu var bedre end han havde frygtet.

Efter løbet fortrød Per Nordström, at han ikke havde slettet Eyeofthetiger og staldkammeraten Nightlife In som Johan Untersteiner kørte og som også galoperede i første sving!

Med storfavoritten Eyeofthetiger ude af løbet, var vejen banet for næstfavoritten Eol med Robbin Bot, og da den sad i spids undervejs, så kunne man jo ikke tro andet, end den ville vinde.

Men i opløbssvinget satte Robbin Bot fart på Eol, der rykkede fri af konkurrenterne og ind i opløbet var den mere end 20 meter foran feltet.

Men Robbin Bot havde brugt speeden på Eol for tidligt.

Op mod mål gik Walner-sønnen i stå og bagfra kom staldkammeraten Pele Boko (Readly Express) med Ôrjan Kihlström i angreb og den nåede forbi til sikker sejr i 1.13.7a/1640 m – Eol på andenpladsen i 1.13.8 sikrede træner Erwin Bot en flot double, der indbragte i alt 1.8 millioner SEK i præmiepenge incl. Premiechancen.

Tredjepladsen tog Pure Athena (Bar Hopping), der trænes af Fredrik Wallin og havde Magnus A. Djuse i sulkyen i 1.13.9, mens Precious Steel med Peter Untersteiner blev nummer fire i 1.14.0 – den er i øvrigt også hollandskejet!

Ôrjan Kihlström viste i øvrigt sin kørekunst ved at holde Pele Boko i trav ved indgangen til opløbssvinget, hvor den tydeligt havde store problemer.

De to første heste over mål ejes begge i Holland – vinderhestens ejer, Gerrits Recycling Group har i mange år været en stor hesteejer, der primært har fokuseret på tysk travsport, men har nu investeret i svenske heste og har ifølge Svensk Travsport 24 svenskfødte heste, hvoraf de otte trænes i Sverige af Erwin Bot.