TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Travsport i Danmark for 50 år siden (1)

af | 20. nov 2024 | Nyheder

Kenn Erik Bech har lavet en serie med forskellige nedslag om hvad der skete i 1974 i Dansk Travsport – Kilde: Traver – Kalender for Danmark:

Af Kenn Erik Bech

Torino med Børge Simonsen

Tirsdag den 25. juni kører Jydsk Væddeløbsbane i Århus det første to-årsløb i Danmark.

Løbet bliver vundet af Torino med Børge Simonsen, mens Trøjborgtøsen med Kaj Jensen bliver nummer to.

De efterfølgende tre løb bliver alle vundet af Vagn Lønborg Nielsen. Det ene af dem er med Sixpence, som ejes af Stutteri Langesø, hvis ejer Poul Jacobsen er far til træner Axel Jacobsen.

Kaj Jensen, der jo kørte som amatørkusk dengang, vandt også et løb. Det var med familiens egen hest, Poula Overlade, ejet af Stald Trøjborggård.

To dage senere var træner Børge Simonsen ”på spil igen”.

Da var det på Amager Travbane, hvor han vandt med sin svigersøn Per Mikkelsens, Ole Dan.

Samme dag som der var løb på Amager Travbane, torsdag den 27. juni, kørtes der også trav både i Odense, Aalborg og Bornholm.

I Odense vandt Preben Kjærsgaard to sejre med Swhitney og Paff, mens der ved Aalborg-løbsdagen blev afviklet et banerekordforsøg, som blev vundet af Mandarinen med Uffe Andersen.

Så er vi i Århus igen. To dage senere, lørdag den 29.juni hvor der er storløbsdag – Jydsk 4-årings Grand Prix, men det kan du læse om i næste nedslag her på travservice.dk.