Den 3-årige hingst, Amazing Catch, der i år har vundet Canadian Trotting Classic, blev fredag solgt på auktionen i Harrisburg for rekordsummen 1.850.000 dollars – 12.8 millioner danske kroner.
Amazing Catch, der er efter Walner – Mets Life v. Kadabra, har været trænet af Åke Svanstedt, der også skal træne hingsten som 4-åring.
Det bekendtgjorde den nye ejer, Greg Luther efter købet, men den langsigtede plan er, at Amazing Catch skal være avlshingst i Ohio.
Greg Luther er en stor hesteejer med base i Ohio og har i forvejen flere avlshingste og hopper.
Amazing Catch har i alt startet 18 gange som 2-og 3-åring og hans største sejr kom i Canadian Trotting Classic.
I Kentucky Futurity var Amazing Catch nummer to og I The Hambletonian var nummer tre.
I de 18 starter er der blevet til 3 sejre, 5 anden- og 6 tredjepladser og i alt 870.830 dollars.
Bedste notering er 1.09.1.
Som åring kostede Amazing Catch 310.000 dollars.
En helbroder til ham, You Can Dream blev for en god måned siden solgt i Lexington for blot 30.000 dollars!!
Fredagens pris for Amazing Catch på 1.850.000 dollars er ny auktionsrekord – den gamle rekord var på 1.55 mio. dollars, som der blev betalt for Hambletonianvinderen Atlanta på internetauktionen ongait.com i februar 2019.
Fredagens dyreste hoppe var den 3-årige Mambacita (Tactical Landing – Bill’s Lady v. Donato Hanover) 1.08.8 – 1.009.518 dollars.
Den købte Crawford Farms, der i forvejen var i ejerkredsen sammen med Alagna Racing og Pryde Stables, for 750.000 dollars.
Crawford Farms er også opdrætter af Mambacita og solgte hende som åring for 80.000 dollars, men beholdt altså dengang selv en andel i hende.
I forhold til i fjor tog gennemsnitsprisen på mix-auktionen et flot spring fremad med 12.7% til 52.945 dollars – det er dog kun 1.3% bedre end resultatet fra 2022!
Se alle salg på auktionens hjemmeside – klik her