TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stærk dansk eftermiddag på Jägersro

af | 26. okt 2024 | Nyheder

Efter de fem første løb er kørt på Jägersro er det blevet til fire danske sejre og en andenplads!

Danske heste og kuske har taget godt for af retterne på Jägersro.

I de fem første løb på programmet er det blevet til fire sejre og en andenplads!

Og så svigtede den største favorit, Karat CN med Michael Lønborg, der ikke kunne holde spids fra sit indvendige startspor, men kom til at sidde i vinderhullet, Efter 800 meters kørsel løb Karat CN imidlertid pludselig ud i en galop og blev diskvalificeret.

-Jeg har ikke gjort mit job ordentligt, sagde Michael Lønborg til ATG Live om årsagen til galoppen.

Make or Break ZAZ med Ken Ecce vandt sikkert

Men det blev alligevel til dansk sejr i løbet, Johan Jacobssons Minne, idet Ken Ecce kunne bringe outsideren Make or Break ZAZ (Nuncio) til sejr i flotte 1.11.9/2160 m – vinderodds 21,37 og kun afkrydset på 3% i V75-spillet. Der var 150.000 SEK (100.000 DKK)  i førstepræmie .

Vindertiden var ny banerekord for 4-årige hingste/vallakker.

Make or Break ZAZ har kun været i træning hos Ken Ecce siden den 20. september. Det var anden gang Ecce startede hesten – første gang blev det til en andenplads – og nu sejr.

Dagen startede med den suveræne sejr til 2-årige Costa Stables Wise Guy (Face Time Bourbon) med Per Nordström i 1.12.9a/1640 m og i 2. løb fulgte Michael Lønborg op ved at bringe Niels og Claus Jensens Hokita (Ens Snapshot) til sejr i 1.14.7/2140 m – præmie 75.000 SEK – (50.000 DKK).

Hokita med Michael Lønborg

I 3. løb var der store forventninger til KTAS-hesten, Hercules Udsen med Ken Ecce, men den galoperede allerede under fremkørsel til start og blev diskvalificeret.

Det blev dog alligevel til dansk sejr.

Den stod 4-årige I Gotta Go (Creatine) for – den trænes af Ulf Bergström og havde Markus Waldmüller i sulkyen.

I Gotta Go er opdrættet af Ida Udell Hansen og Jesper Hansen og vandt i 1.14.5.a/2140 m – præmie 35.000 SEK (22.500 DKK).

I 4. løb kom Stald Ritas Toscana Southwind med Troels Andersen i et godt angreb rundt i opløbssvinget og ned gennem opløbet så den ud til at have et overtag på Take me Sober med Adrian Kolgjini.

Take me Sober kom tilbage og vandt med en halv længde i 1.13.4/2140 m foran Toscana Southwind i 1.12.8/2160 m – præmie 75.000 SEK (50.000 DKK).