Der var så noget jeg ikke skulle bestemme! Og ellers byder dagens rejsebrev på besøg på store stutterier

Et af de allerfineste sted i Lexington hedder Jack Ruby og her koster f.eks. en New York Strip på 14 ounce 70 dollars plus plus (skat og drikkepenge) 475 kroner + – og det er den billigste steak, du kan få.

Men OK – så vejer steaken også 400 gram!

Disse oplysninger er hentet fra spisekortet – vi har ikke og skal ikke – spise der.

Sådan skrev jeg bl.a. i rejsebrevet fra den 2. oktober, for jeg kunne ikke forestille mig, at vi skulle spise på Jack Ruby.

Men en generøs sponsor inviterede og så siger man jo ikke nej!

Jeg fik tilmed den vigtige opgave at reservere et bord til gruppen, og ringede til restauranten.

Jeg opgav mit telefonnummer og sagde så: Put the name Spencer on the reservation.

-Sorry, but I have a Karsten under this phone number!

Så var man da lige genkendt på Jack Ruby’s!!

I USA går man tilsyneladende ikke meget op i al det der GPDR, som hjemme.

Og jeg kan godt gætte mig til, hvor Jack Ruby’s havde mit nummer og navn fra.

I sidste uge var vi på en anden fin restaurant – Malone’s og her bestilte jeg bord via et internetsystem – her ligger mit nummer og navn – og derfor blev jeg genkendt!

I øvrigt var det en stor spillegevinst fra V65-spillet på Fyens Væddeløbsbane for nylig, der udmøntede sig i den generøse invitation.

Men inden da!

Vi startede onsdag med at køre ud til stutteriet Diamond Creek i Paris – ja, der ligger en fin by, 20 kilometer uden for Lexington af samme navn.

Der findes også et Versailles i området – og Frankfort – som de så ikke kan stave rigtigt til.

Enten her eller i Tyskland.

Diamond Creek er et relativt nyt stutteri i amerikansk travsport.

Vel omkring små 20 år.

Adam Bowden er manden, der har opbygget det fra bunden til at være en af de store spillere i amerikansk travsport.

Bowdens Diamond Creek Farm drives efter moderne marketings-principper og stutteriet har nu to farme i Kentucky samt én i Pennsylvania.

Den farm vi besøgte var til åringer samt til avlshingste.

Hidtil har man dog kun haft en enkelt – nemlig Gimpanzee, men den får til næste år selskab af en pacerhingst, Always B. Miki.

I Pennsylvania har Diamond Creek bl.a. Father Patrick stående, men den var sammen Marseille bragt ind til Paris-stutteriet, så interesserede kunne se dem.

Og det gjorde vi.

Marseille – en Muscle Hill-søn – der står i Ohio – var meget stor og tung, men han er kommet pænt fra start med sin første årgang, der er to år nu.

Marseille står til blot 3.000 dollars.

Father Patrick, der bl.a. er far til Greenshoe, Amigo Volo og den 3-årige Highland Kismet i USA og i Europa især kendt som far til svenske Francesco Zet, står i Pennsylvania og koster 10,000 dollars.

Hans bedækningspris har været med en elevator – op og ned.

Tror han på et tidspunkt kostede over 20.000 dollars!

Gimpanzee, der er den eneste travhingst i Kentucky, og derfor nyder godt at den bonus som ejere af hans afkom får ved starter i Kentucky Sire Stakes.

Her er en pulje, der er beregnet til at give en kvalificeret hest en bonus på 50% – og det vil sige at hesten er efter en avlshingst opstaldet i Kentucky og en hoppe, der mindst har været opstaldet i Kentucky i 181 dage.

Det er med til at gøre afkom efter Gimpanzee ekstra populære og de gør det egentlig også pænt i løbene.

Efter besøget på Diamond Creek Farm kørte vi tur i området, hvor det ene stutteri efter det andet ligger.

Et sted stod der Godolphin.

Godolphin er Dubais hersker, Sheikh Mohammeds væddeløbsstald, og Godolphin har stutterier overalt på jorden.

Vi prøvede, om vi kunne komme ind på området.

Og sandelig – det lykkedes.

Vi kørte på asfalterede veje med store folde på begge sider – og kørte og kørte.

Nåh ja – det føltes måske længere, fordi vi kørte langsomt, men alligevel.

Det var stort.

Men ikke en eneste hest på fold!

Vi så kun enkelte ansatte – bl.a. en, der var i gang med at slå græsset i en fold.

Det gør man regelmæssigt i USA.

Vi kørte en rundtur på stutteriet og kørte ud og fortsatte – vi fandt endnu en Godolphin Farm, som vi kunne køre ind på.

Igen var billedet det samme.

Velholdte folde, asfalterede veje – ingen heste – ingen mennesker.

Men selvfølgelig er de der nok – på et eller andet tidspunkt.

Nok for denne gang – i morgen rapport fra et helt nyt træningscenter!

Stay tuned.

–