Trods dagsregn, så blev der kørt løb på The Red Mile, men inden da måtte nogle af os en tur forbi skadestuen.

Det kraftige uvejr, der var en udløber af orkanen Helene, har forladt os, men lørdag morgen regnede det – og gør fortsat.

Et kig ud af vinduet og over mod The Red Mile lørdag morgen viste, at banefolkene igen var i færd med at pakke banen, så vandet kan løbe af.

Men det regnede.

Ja, silede ned, og det store spørgsmål var derfor igen.

Vil der blive i løb om eftermiddagen?

Et opkald til Rene Sejthen – vores mand på plads på The Red Mile  – gav intet svar – han svarede ikke, men var nok også ude for at passe sig arbejde med at køre heste.

Det tager jo noget af hans tid.

Feriebarnet Jeppe Juel vidste ingen ting.

Han ventede også på et svar fra Rene.

Men om Rene egentlig vidste noget, er så et spørgsmål.

Jeg tjekkede internettet, og så at journalisten Gordon Waterstone havde skrevet, at løbsdagen ville blive gennemført.

Så langt, så godt.

Ned til morgenmad.

Den er fortsat forfærdelig – i hvert fald med hensyn til de varme retter.

I dag var der en eller anden form for gul masse, der skulle forestille at være røræg.

Det var vandet og kønsløst – uden smag!

Men kaffen er god.

I morgen må jeg prøve en af de der bagels – og måske også en Belgisk Vaffel.

Men ellers var dagen jo startet godt med meddelelsen om, at der ville blive løb på The Red Mile.

Ekstra spændende for os danskere, idet 3-årige Southwind Metric med Tim Tetrick skulle starte i en af dagens Blue Grass-series for 3-årige hingste.

Southwind Metric ejes af Stald Sotto, Knud Erik Ravn og Bo Jørgensen og er i træning hos Åke Svanstedt – og for en god skyld må jeg sige desværre om nummer 7.

Det er ikke noget optimalt startspor bag startvognen på en amerikansk travbane.

Men inden løbsdagen på The Red Mile blev der dramatik!

Da vi forleden var på det årlige besøg hos Nail & Spa, blev der hugget lidt for meget af Gunner Christiansens ene storetås negl – og ind i kødet.

Det har nu udviklet sig til en bullen tå, der havde behov for at blive tilset af en læge.

Vi ringede SOS International i Danmark og fik oprettet en sag – det tog 14 minutter – så var der en sag på Gunner, men vi skulle selv finde en skadestue – eller det som man herover kalder for en walk-in Urgent Care.

Google Maps hjalp os til at finde den nærmeste, og Gunner og jeg kørte derover – det tog fem minutter.

Vi kom ind i en lang gang – jeg noterede mig, at der ikke var nogen, der sad og ventede –  for enden var der en luge, hvor den sad en ung pige.

Vi forsøgte at fortælle hende om Gunners problem, men vi blev affærdiget.

-Du er ikke i konsultation her, men jeg kan give dig en tid på mandag.

Det kunne vi ikke bruge til noget.

Ny eftersøgning på Google Maps – og Lexington Urgent Care dukkede op som en mulighed.

Det må være godt.

Vi fandt Lexington Urgent Care ret nemt, og igen – jeg kunne se, at ingen sad og ventede, så chancen for at komme hurtigt til, var så klart til stede.

Men først skulle Gunner registreres.

Og det tog tid.

En formular skulle udfyldes med navn og adresse, og telefonnummer – og så fik vi at vide, at konsultationen kostede 100 dollars.

Efter problemer med at betale de 100 dollars med et Credit Card, endte det med at Gunner betalte kontant – men på den anden side – det system bruger nordjyde jo også flittigt.

Derefter skulle der udfyldes en masse personlige spørgsmål på en Ipad – men vi fik højt og helligt at vide, at når konsultationen var færdig, så blev skemaet slettet.

Længe GPDR – selv om de vist ikke kender det i USA.

Så blev vi kaldt ind.

En sygeplejerskekom og  tog temperatur og blodtryk på patienten, der nu var blevet lagt på en båre.

Da det arbejde var færdigt, fik vi at vide, at nu ville der komme en læse og tilse patienten.

Så kom Fru Doktor– så lidt på storetåen – mærkede på den – forsigtigt, og så stillede hun diagnosen og behandlingen.

Sammen med sygeplejersken var vi blevet enig om at afhente medicin i en CVS-store, og Fru Doktor fortalte nu, at hun ville sende recept til CVS, men at der nok ville tage en time, før det var gået igennem.

Men – sagde hun – af og til kunne det godt gå hurtigere.

Nu forlod vi Lexington Urgent Care – 43 minutter efter ankomsten

Vi tog chancen og kørte ud til CVS – men fik den nedslående besked, at medicinen først ville være klar om en time,

Tilbage til hotellet og så….

Ja, nu er dette skriv blevet for langt – så der kommer en del 2 senere i eftermiddag – med bl.a. vore oplevelser med at bestille en Irish Coffee.

Og hvordan gik det med Southwind Metric?

Stay tuned….