Jens A. Hansen-trænede Ideal Stone fortsætter med at imponere og vandt i Amatør Elite Cup-finalen sin sjette sejr på stribe!
Fra startspor 7 var Ideal Stone godt med fra start og havnede i dødens, mens bornholmske Vilda Tilde tog spids for Mads Petersen.
Forbi publikum første gang trykkede Maria U. Hansen på speederen og kørte til spids med Ideal Stone, der siden sejrede helt efter behag i tiden 1.14,3a/2000 meter foran Hot Shots og Twins In a Harry.
Ideal Stone ejes af Stald Viggatorp og fik 25.000 kroner for sejren.
For Jens A. Hansens vedkommende var det årets 11. sejr til stalden i 53 starter – svarende til en sejrsprocent på 21.