TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Efter det dramatiske 3 års Grand Prix!

af | 11. aug 2024 | Nyheder

Selv om Jan Dahlgaard med Kungfufighting fik bøde for ikke at holde bane i opløbet, så beholdt parret alligevel sejren – og det til stor undren for mange.

Det tog mere end 10 minutter før Dommerkomiteen på Jydsk Væddeløbsbane offentliggjorde, at Kungfufighting havde vundet Jydsk 3-årings Grand Prix.

Det var en episode midt i opløbet, der var genstand for en lang undersøgelse – Kungfufighting lå i andet spor – udvendigt på Kanon Laser med Steen Juul og i tredje spor kom Kazio med Birger Jørgensen i angreb.

Kazio hægter hjul med Kungfufighting – Birger Jørgensen må tage sin hest op for at komme fri og for at genoptage angrebet.

Men da er det for sent til at nå Kungfufighting, der skærer målstregen først – og efterfølgende hejses som vinder.

Jan Dahlgaard får en bøde på 4.200 kroner for ej at holde bane i opløbet og i en forklaring anfører Dommerkomiteen, at ”Kungfufighting holder ej bane i opløbet i flere tilfælde.”

Der er altså ingen tvivl om, hvem der er den formastelige i episoden.

Det har Dommerkomiteen vist ved at give Jan Dahlgaard en bøde.

I et interview på Bet25 Live tilkendegiver dommeren Bent Koch, at efter deres opfattelse så havde Kazio ikke nået forbi Kungfufighting – hvis episoden ikke var slet!

Den opfattelse står Dommerkomiteen nok ene om!!

Kazio kommer fra et rygløb – tredje par indvendigt – kommer ud på opløbshjørnet – og avancerer i begyndelsen af opløbet – lige indtil episoden sker.

Enhver der har kørt væddeløb ved hvor svært det er igen at få en hest op i fulde omdrejninger, når man har måtte tage den op.

Det er jo ikke en bil, hvor du blot først træder på bremsen og siden på speederen.

Det er et levende dyr – i det her tilfælde endda blot en 3-åring – og i min optik burde Dommerkomiteen her have valgt at deklassere Kungfufighting til andenplads og givet sejren til Kazio.

At Bent Koch i Bet25 Live-interviewet virker tynget af, at det er resultatet af et storløb, det drejer sig om, tyder ikke på den store autoritet, og at man i Dommerkomiteen egentlig ikke er sikker på, at man har truffet den rigtige afgørelse.

Den tvivl kan man også få, når Bent Koch i samme interview til Bet25 Live siger, at dagens afgørelse skal der nok ses nærmere på!

Imens afgørelsen lod vente på sig, var vi mange der sad og bad til at man kunne få lov til at se det Dommerkamera, der viser opløbet forfra.

Det har for år kunnet lade sig gøre – i hvert fald på Lunden, men det er mange år siden. Men i det store udland er det almindeligt, at man i tilfælde af forseelser i opløbssving og opløb kan vise optagelserne fra Dommerkameraet.

Jeg ved, at der arbejdes med en løsning og kan kun håbe, at arbejdet færdiggøres snarest.

Men i dagens episode i Aarhus var det så lige meget med at se opløbet forfra.

Dommerkomiteen har jo dømt Jan Dahlgaard for ikke at holde bane i opløbet!

Men man turde tilsyneladende ikke at tage den logiske konsekvens – nemlig at deklassere Kungfufighting til andenplads.

Og sådan står der bl.a. deklassering i DTCs Løbsreglement:

Hvis en ekvipage i opløbet begår en forseelse
og vinder fordel deraf, kan ekvipagen i stedet
for diskvalifikation deklasseres (nedflyttes) til
en placering nærmest bag den eller de heste,
som er blevet direkte generet. Deklassering i
stedet for diskvalifikation vil som hovedregel
kun finde sted, når der er involveret to heste
eller i særlige tilfælde flere. Hvis flere heste
er direkte generet, skal den nedflyttede hest
indplaceres efter den af de generede heste
der er dårligst placeret.