TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hnokki Speed og Gasolin møder Gu d’Heripre

af | 1. aug 2024 | Nyheder

Det kan være svært at finde løbsopgaver for tiden for europæiskfødte heste i franske løb med en startpræmiesum på omkring 180.000 Euro.

Hnokki Speed – her under træning hos Erik Bondo – kan hente sin første præmie i et fransk løb i aften

Det er en lidt speciel proposition – især efter franske forhold – som Prix de Normandie på banen i Graignes har i aften.

Løbet er for 5-11 årige heste, der ikke har tjent 23.000 Euro siden den 15. marts i år eller 5-7 årige heste, der ikke har tjent 42.000 Euro.

Og så er der tillæg ved vundne 200.000 Euro.

Den proposition med tillæg ved 200.000 Euro passer for så vidt godt til de to danske Hnokki Speed og Gasolin, der begge trænes af Erik Bondo, men for tillægshestene er der intet loft, så blandt disse vinder vi tophesten Gu d’Heripre, der har tjent 971.200 Euro.

Det er første gang den smukke røde hingst starter for Thierry Duvaldestin, der sender den til start med sin søn, Theo i sulkyen.

Løbets distance er 2700 meter volte og Hnokki Speed skal køres af Francois Lagadeuc og Gasolin af Yoann Lebourgeois.

Løbets samlede præmiesum er på 28.000 Euro.

Da løbsdagen ikke er en ”Premium-dag” – dvs. at der kan spilles til den i PMU, er der ingen tips i Paris-Turf, men væddeløbskanalen Equidia tipper Gasolin som nummer tre og Hnokki Speed som nummer fire.

Graignes ligger i det nordvestlige Normandiet -banen er 1.034 meter i omkreds og der køres venstre om.