TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En alvorlig plet på løbsdagen

af | 12. maj 2024 | Nyheder

At Flemming Jensen med Glorius Rain trænger sig ned over to konkurrenter rundt i første sving og den ene får endda galop og dermed ødelagt sin chance totalt, men fik lov til at beholde sejren, blev en skamplet på en ellers velafviklet løbsdag.

Glorius Rain med Flemming Jensen vandt sikkert, men burde de have haft lov til at beholde sejren, Foto Burt Seeger

Dommerne dømmer – og i henhold til det gældende reglement, så skal banens Dommerkomite dømme ud fra dette:

Dommerkomiteen kan diskvalificere en ekvipage hvis det vurderes, at ekvipagen ved at begå forseelsen, med overvejende sandsynlighed, har opnået en bedre placering i løbet, end den ellers ville have opnået.

Situationen: Forbi Dommertårnet lige efter start kæmper tre heste om føringen. Indvendigt favoritten (19:10) Lady Beluga med Joakim Løvgren, i midten Harper med Michael Lønborg og udvendig Glorius Rain med Flemming Jensen.

-Flemming (Jensen) går hårdt ned over mig, og jeg må tage i min hest for ikke at køre op i ham, sagde Michael Lønborg efter løbet.

Og efterfølgende krænger Glorius Rain ned over Lady Beluga i inderbanen og Flemming Jensens sulkyhjul rammer Lady Belugas bagben og årsager en ødelæggende galop.

Episoden i første sving, hvor Glorius Rain trænger Lady Beluga så denne får en ødelæggende galop. Screendump.

Flemming Jensen erkender sin skyld.

-Det er det ,der kan ske i et væddeløb. Det er beklageligt, sagde han.

Lady Beluga var ude af løbet med galoppen.

Harper fik vinderhullet bag Glorius Rain, der fik storoutsideren (1037:10) og staldkammeraten Dyess med Birger Jørgensen op udvendigt for sig.

Og sådan blev det til over mål.

Glorius Rain sejrede sikkert i 1.12.9a/2000 m – Dyess holdt andenpladsen i 1.13.0, mens Harper med alle kræfter i behold tog tredjepladsen i 1.13.1.

Men skulle Glorius Rain og Flemming Jensen have lov til at beholde sejren?

Det voterede Dommerkomiteen længe om.

Det de skulle tage stilling til, var om Glorius Rain fik en fordel på grund af episoderne i første sving.

Hvis Glorius Rain havde fået det – så skulle den diskvalificeres.

Skønner Dommerkomiteen, at den ikke fik en fordel – ja, så kunne den beholde sejren.

Det er tydeligt, at Glorius Rain hænger meget på højre line rundt i første sving.

Hesten var meget skæv i sulkyen – havde Flemming Jensen skulle have rettet Glorius Rain op, så kunne parret ikke køre med samme fart – og så var episoderne slet ikke sket.

Desuden er det storfavoritten Lady Beluga (19:10) som Glorius Rain sætter helt ud af spillet!

Hvis Glorius Rain ikke havde foranlediget Lady Beluga til at galopere – så var Glorius Rain endt i dødens på storfavoritten.

Havde den så vundet alligevel?

Det må man så mene, at Dommerkomiteen har vurderet at den kunne, for ellers give det ikke nogen mening at undlade at diskvalificere Glorius Rain!

Flemming Jensen fik en bøde på 4.000 kroner i bøde samt en udelukkelse på tre dage – 26.5 – 28.5, og Glorius Rain fastholdt sin placering som vinder, hvad der gav 75.000 kroner i førstepræmie.

Træner/kuskeprocenter er 10% = 7.500 kroner.

Forbrydelse betalte sig i dag på Charlottenlund Travbane!