Danske Patrick Larsen tager uge efter uge turen fra Oslo til Norges nordligste travbane, Harstad – og gør det med succes.
Forrige løbsdag vandt Patrick Larsen tre løb på Harstad, og da der lørdag aften atter var løb på banen, blev det til en Larsen-double.
For tredje gang i år kunne Patrick Larsen vinde med den 8-årige vallak Martin Tooma (Dream Vacation), mens hans anden vinderhest var Fiores Dream (Zola Boko), som han kun lejlighedsvis kører.
Patrick Larsen havde i alt fem køreture, og det blev til to sejre, to tredjepladser og en syvendeplads.
Foreløbig er det blevet til 7 sejre i 35 starter i år.
Men Patrick Larsen var ikke eneste dansk på vinderpladsen.
Vi noterer også sejr til Black Paint (Farifant), der er opdrættet af Frank og Preben Sørensen – den vandt for anden gang i år.
